• Forside

BMW er sure på FIA

BMW anklager FIA for at have ødelagt BMW’s chancer for at komme på podiet i Tyskland. Noget som Dr. Mario Theissen mener var en mulighed for det tyske hold indtil FIA valgte at bandlyse BMW’s specielle Twin Towers og massedæmpere.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 2/8 2006 klokken 14:08

Dr. Mario Theissen anklager FIA for ikke at have skrevet et ordentlig teknisk reglement, så de teams der vælger at prøve det innovative bliver underkendt bagefter.

BMW mener, at afviklingen af massedæmperne og fjernelsen af Twin Towers vingerne var skyld i holdets dårlige præstation på Hockenheim.

Om det tekniske reglement siger Dr. Mario Theissen, at

”Det hjælper ikke ligefrem, at reglerne nærmest bliver ændret dagligt.”


Godkendt det ene løb, bandlyst det næste

”Man forbereder noget og burde være i stand til at bruge dette.”

Man mærker irritationen fra Dr. Mario Theissen. Twin Towers blev først godkendt til det franske Grand Prix, siden bandlyst til det tyske Grand Prix.

Officielt bandlyst på grund af, at de skulle hæmme kørernes udsyn, men ingen af de to kørere har kritiseret de to Twin Towers. Uofficielt fordi de fleste teams ville forske i disse vinger, som ikke gør Formel 1 bilerne kønnere at kigge på.

Det minder meget om X-Wing sagaen i slutningen af 90’erne, hvor de såkaldte X-Wings blev bandlyst efter Ferrari havde taget disse i brug. Dengang var argumentet for bandlysningen kørernes sikkerhed, men igen var det uofficielt fordi disse vinger gjorde bilerne tudegrimme.

BMW har fået massedæmperne, Twin Towers samt den oprindelige bagvinge godkendt af FIA. Bagvingen var den, som FIA senere dømte som værende fleksibel. Det er ikke nemt at være konstruktør i Formel 1, når reglerne ændres så ofte.