Mercedes har ikke råd til at slappe af

Mercedes tabte det sidste løb i Ungarn, og de har ikke råd til at slappe af, for så vinder de ikke VM.

Ungarns GP 2015 . Copyright Mercedes AMG

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 18/8 2015 klokken 19:08

Mercedes har som bekendt været rimelig suveræne i denne sæson, men i det seneste løb i Ungarn måtte de se sig slået af Sebastian Vettel og Ferrari.

Sebastian Vettel vandt Ungarns GP 2015
Copyright Getty Images for Shell


Det var blot anden gang i denne sæson, at Mercedes ikke stod øverst på podiet.
Nederlaget til Ferrari i Ungarn var et wake-up call til Mercedes, mener Mercedes teamchefen Toto Wolff.

”Med ti løb kørt, og ni løb tilbage, er vi kommet ind i anden halvdel af sæsonen. Vi har samlet flere point sammen end samme tidspunkt i sidste sæson. Alligevel så er vi ikke så suveræne, da vores konkurrenter ikke er langt efter os. Vi kan ikke slappe af på noget tidspunkt, for så kører de andre fra os. Derfor er vi nødt til at holde fokus, hvilket vi fik bevist i Ungarn,” siger Wolff.

Toto Wolff
Copyright Mercedes AMG


Vi har efterhånden hørt Toto Wolff sige meget om, hvor meget Mercedes føler sig presset af de andre teams, og det kan tolkes på flere måder. Enten er det et spil for galleriet, eller også er Mercedes bange for, at Ferrari, Williams og Red Bull er kommet tættere på. Hvad der ligger bag de ting, Wolff siger, får vi sikkert svaret på i den sidste halvdel af sæsonen.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Lauda: MotoGP er bedre end F1 Hülkenberg bliver holdkammerat med Vettel. »