Nye startregler er ligegyldige

Sådan lyder det fra finske Valtteri Bottas, der ikke tror på, det vil gøre nogen forskel at fjerne starthjælpen.

Ungarns GP 2015 . Copyright Daimler Benz

Af: Nadia Enevoldsen (ne@bmf1.dk) d. 6/8 2015 klokken 17:08

Det var en ændring, der trådte hurtigt i kraft – for omkring en måned siden blev det annonceret, at starthjælpen fra pitten under løbene ville blive begrænset, gældende fra Belgiens Grand Prix.

Det gjorde også, at flere kørere tilbragte ekstra tid i Ungarn med at øve løbsstarter under træningerne. Bottas tror dog ikke på, at det vil gøre nogen forskel særligt længe:

”Jeg tror, det bliver mere hen ad en manuel start for kørerne, og mindre hjælp fra ingeniørerne, men vi forventer også, at alle bliver rimelig ensartede i deres starter efter kort tid.”


Bottas stoler på sit team
Copyright Williams F1


Der har været en smule snak om, hvorvidt begrænsningen kunne føre til motorstop hos nogle kørere under starten. Det tror Bottas ikke på:

”Jeg kan ikke se det ske. Jeg tager måske fejl, men i det mindste for vores vedkommende er jeg ikke det mindste bekymret for motorstop.”

Slutteligt var der kun én ting at sige:

”Jeg tror, det bliver mere udfordrende, hvilket er godt – men i sidste ende vil det ikke gøre nogen stor forskel.”

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Nye test-regler til 2017 Femininitet hjælper på sponsorater »