Honda erkender fejl

McLarens nye motorleverandør, Honda, erkender nu på deres egen hjemmeside, at de undervurderede den udfordring, der ventede dem, da de skulle returnere til Formel 1.

McLaren MP 4-30 . Copyright McLaren Media

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 5/8 2015 klokken 15:08

I et længere interview med Hondas egen hjemmeside indrømmer motorsportschef Yasuhisa Arai, at man undervurderede udfordringen ved at vende tilbage til Formel 1. Opgaven har vist sig langt større end forventet, men Arai understreger samtidig, at Honda er sikre på, at det værste nu er bag dem, og at vi efter sommerferien vil se en stærkere McLaren-Honda i feltet.

Arai var ikke i tvivl om, at det var en kompleks opgave, Honda stod overfor, men han havde ikke forestillet sig, at det ville være så meget op af bakke, som det har vist sig at være.

”Vi kendte til reglerne og vidste, hvad vi skulle gøre for at bygge en motor; en opgave, der på ingen måde skræmte os rent teknisk. Men det har vist sig, at det var langt mere kompliceret, end vi havde kunnet drømme om,” kom det sjældent ærligt fra den japanske leder.

”Nu er vi dog så langt med vores motor, at vi begynder at kunne udvikle rigtigt på den, så vi ikke kun fokuserer på stabilitet, men også på performance,” tilføjede han.

Yasuhisa Arai bekræftede samtidig, at Honda kommer med nye opdateringer til deres motorer, når Formel 1 sæsonen genoptages på Spa.

”Vi vil anvende nogle af vores resterende 7 tokens inden løbet på Spa, men alle de opgraderinger, vi har på vej, vil næppe blive klar inden løbet, så der kommer yderligere opgraderinger i den efterfølgende uge også,” sluttede Yasuhisa Arai.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« McLaren på rette vej Nye test-regler til 2017 »