• Forside

Alonso under pres

Efter Michael Schumacher sikrede sig sin tredje sejr på stribe, med en kæmpende Fernando Alonso nede på en 5. plads, er mesterskabet igen helt åbent og presset er nu på Alonso, der ser ud til at have mistet pusten.

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 1/8 2006 klokken 08:08

Under Tysklands Grand Prix i weekenden, havde den forsvarende verdensmester Fernando Alonso store problemer med at få sin Renault til at fungere. Det betød at hans store forspring i kampen om årets mesterskab nu er nede på kun 11 point.

Mesterskabet er således igen helt åbent. Ferrari og Michael Schumacher kan nu selv afgøre, om det bliver dem der vinder i år eller om Renault endnu engang skal tage trofæet med til Frankrig.

Inden weekendens løb, kunne Schumacher ikke sikre sig mesterskabet uden hjælp. For Alonso ville andenpladser efter tyskeren være nok. Det er nu ændret.

Presset er således helt klart på den unge spaniers skuldre, der også lod til at være påvirket af det under Tysklands Grand Prix.

En kørerfejl var ved at sende Alonso helt ud af pointene, men den dygtigt pilot redede bilen og situationen, hvorefter han med nød og næppe holdt sin position foran holdkammeraten Giancarlo Fisichella, der også blev hårdt presset af Jarno Trulli i Toyota.

Faktisk forblev presset på Alonso helt til slut, hvor Fisichella pressede Alonso helt til målstregen, hvilket endnu engang var tæt på at smide spanieren i gruset, lige inden mål. Men igen reddede han situationen.

Renaults dyk i form, kan måske til dels tilskrives de manglende massedæmpere og Michelins manglende form. Dog viste Mclaren, at Michelin dækkene ikke var så dårlige, som Renault gerne vil have dem til at lyde.

Om en uge er det banen i Ungarn der skal ligge asfalt til, og da der er testforbud indtil slutningen af august gør dette Ferrari til farvorit endnu engang.

Efter løbet i Ungarn, holder piloterne sommerferie og i den ferieperiode, er det forbudt at teste, hvilket betyder at Renault ikke kan gøre så meget andet end at stille op med deres nuværende set up i Tyrkiet også.

Hvis dykket i form hos Renault forbliver som det var i Tyskland, kan Michael Schumacher ende i front i mesterskabsjagten efter Tyrkiets Grand Prix, hvilket utvivlsomt vil passe de italienske tifosis godt, når Formel 1 feltet om tre løb indtager Monza.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER