• Forside

Schumacher: Jeg er blevet mere forsigtig

For de fleste mennesker kommer fornuften ofte med alderen, og Michael Schumacher er ingen undtagelse. I et interview fortæller han åbenhjertigt, at han ikke tager helt de samme chancer som tidligere.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 29/7 2006 klokken 00:07

Michael Schumachers far gav engang sin søn det råd, at så snart en hurtigere mand viste sig på scenen, skulle han slutte sin karriere, men den syvdobbelte verdensmester nægter, at han er til sinds at følge faderens råd.

Mange iagttagere havde ellers sat deres sparepenge på et snarligt Schumacher exit efter sidste sæsons Ferrari-nedtur, hvor Renaults Fernando Alonso totalt dominerede, men tyskeren benægter, at han vil følge faderens råd, og det er der sikkert mange, som nu er glade for.


Schumacher er glad for at køre og vil sandsynligvis forlænge med Ferrari for yderligere 2 år.

”Heldigvis er det ikke aktuelt endnu,” udtaler Schumacher til den tyske avis ’Die Zeit’.

Tyskeren kontrakt med Ferrari udløber med udgangen af denne sæson, men alt tyder på, at tyskeren forlænger med italienerne for yderligere to år. Den endelige beslutning vil blive offentliggjort på Monza.

Når Schumacher forlænger, mener mange, at det skyldes et stort ønske om at få sit ottende mesterskab i bæltet, men det benægter ex-mesteren skulle være årsagen.

”Min beslutning handler om noget helt andet,” siger Schumacher, der samtidig forklarer, at han siden barnsben altid har stræbt efter at blive hurtigere, dengang i gokarts. Han indrømmer dog, at han – med nu syv mesterskabspokaler i glasskabet – ikke tager helt de samme risici som tidligere.

”Hvis jeg opdager, at der er noget som ikke er helt 100% i orden med bilen, så kører jeg i pit,” indrømmer Schumacher. ”I mine tidligere år fortsatte jeg bare.”


Michael Schumacher på Silverstone i 2006.

I interviewet forekommer en interessant lille detalje: Før Michael Schumacher begyndte at køre Grand Prix’er, interesserede han sig overhovedet ikke for Formel 1!

I 1990, blot et år inden han debuterede for Jordan og Benetton, købte han en billet til et F1-løb på Hockenheim og stod på lægterne blandt gale, hornblæsende racerfans, og følte sig ikke særligt godt tilpas.

”Efter et stykke tid havde jeg overhovedet ingen ide om, hvem der lå hvor på banen. Og så støjede det i øvrigt alt for meget. Så jeg gik.”

Syv mesterskaber senere har tyskeren vist sig at have vænnet sig til larmen.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER