Felipe Massa kom til Williams teamet sidste år efter otte år hos Ferrari. Og brasilianeren er så glad for det britiske team, at han ikke har nogen intention om at forlade dem, når kontrakten udløber efter denne sæson.
”Min plan er at hjælpe Williams tilbage til toppen. Det er en stor fornøjelse at køre for det her team. Så længe jeg er glad for at være her, vil jeg blive her. Jeg har kontrakt til slutningen af denne sæson, med mulighed for et år mere, og jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skal blive,” udtaler Massa.
Australiens GP 2015
Copyright Williams F1 Team
Massa var meget tæt på at blive verdensmester tilbage i 2008. Nu er han blevet 34 år og har ikke været i nærheden af mesterskabet siden. Men på trods af det, drømmer Massa stadigvæk om at blive verdensmester.
”Det er min drøm, og det vil være min drøm, til jeg ved, den er umulig,” siger Massa.
Billeder fra Brasilien 2014
Copyright Williams F1
Efter 2008, hvor han var tæt på et verdensmesterskab, og ulykken i 2009, har Massa ikke lavet de store resultater. Dog skete der lidt sidste år efter skiftet til Williams, hvor han fik pustet nyt liv i sin karriere med en del podieplaceringer. I denne sæson har Williams køreren dog ikke været på podiet endnu.