BMF1.dk's Power Rating: Japans GP

Efter et lidt anormalt grandprix i Melbourne var vi tilbage til normalen i Japans Grand Prix. Læs vores Power Rating fra løbet på den suveræne Suzuka-bane.

Japans GP . Copyright Aston Martin Aramco F1 Team

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 8/4 2024 klokken 23:04

Vi bringer her den sædvanlige Power Rating fra den japanske weekend og fokuserer i det følgende på de væsentligste indsatser blandt nogle af kørerne.

For fjorten dage siden, i Australiens GP, kom Max Verstappen ikke på førstepladsen. Meget usædvanligt, må man sige. Årsagen var bremseproblemer med efterfølgende DNF, men bremserne var i den grad blevet justeret op til Japans Grand Prix på Suzuka, hvor verdensmesteren vandt med komfortable 12,5 sekund ned til teamkammeraten Sergio Perez.

Ikke engang et rødt flag kunne hjælpe konkurrenterne tættere på en suverænt og fejlfrit kørende Red Bull-kører. Sergio Perez var også godt kørende men som vanligt kunne han ikke få Red Bull’en op i samme fart og elegante rytme, som sin hollandske teamkammerat.


Hos Ferrari har man efterhånden fundet en god stabilitet, hvor en veludført strategi (jo, den er god nok) resulterede i, at Carlos Sainz rykkede fra P4 i kvalifikationen til P3 i løbet og Leclerc fra P7 til P4. Det var et godt eksempel på hvor langt teamet er kommet, hvordan man nærmer sig toppen og ikke mindst gennemfører løbene på det højt operationelt niveau.

Med tre podier i tre løb bliver det interessant at se, hvor Sainz får et sæde i næste sæson, når Lewis Hamilton overtager den røde racer. Kan briten gøre det bedre end spanieren? Det vil vise sig.

Lando Norris' løb hos McLaren var stærkt påvirket af George Russells løb hos Mercedes, og McLaren var bekymret for, at sølvpilenes ‘undercut’ skulle vise sig at have indflydelse på Norris’ podiechancer, så de papayagule valgte at kalde deres mand ind lidt tidligere, end de normalt have ønsket. Norris kom derfor bag Russell ud af pitten og måtte kæmpe sig tilbage, men gjorde det til en P5-afslutning og flere point. En godkendt indsats.



Det var ikke Oscar Piastris søndag, idet australieren på grund af en kørefejl lukkede George Russell forbi og sluttede på P8, hans hidtil dårligste placering i sæsonen.

Hos Aston Martin var der igen en iøjenfaldende forskel på farten hos Fernando Alonso (P6) og Lance Stroll (P12). Med god fart i kvalifikationen kombineret med fornuftig strategi og Alonsos effektivitet ligner det, at Aston-pakken kan opnå mere endnu.



Stroll klagede over sneglefart på langsiden, men den jamrende radiomelding fjerner ikke indtrykket af endnu et svagt løb fra teamejerens søn, der kan glæde sig over at sidde i F1-historiens sikreste sæde. Uanset evner eller mangel på samme.

Lewis Hamilton kæmpede igen med farten og sluttede helt nede på P9, hvor han med nød og næppe fik spolet Yuki Tsunoda ind. En iøvrigt meget glad japaner, som blev tiljublet på sin hjemmebane for det ene point.



Hos Haas så vi igen nogle flotte overhalinger fra K-Mag i et løb, der endnu engang viste danskerens typiske og beundringsværdige determination – den sammenbidte kørestil som han har været kendt for i hele sin F1-karriere. Dog trækker det fra, at Magnussen stadig ikke kan få sine kvalifikationsrunder i skabet. Her er der plads til forbedring.

Magnussen og Hülkenberg fra Moneygram Haas F1 Team Japans GPMagnussen og Hülkenberg fra Moneygram Haas F1 Team Japans GP
Copyright MoneyGram Haas F1 Team


På grund af forskellige strategier sluttede Magnussen på P13 og dermed uden for pointene, mens Nico Hülkenberg sluttede marginalt bedre på P11.

Pointene i vores Power Rating er et subjektivt skøn fra samtlige skribenter og baseret på præstationerne under kvalifikation, sprint- og hovedløb med hovedvægten på det sidste. 10 point er maksimum og kolonnen til højre viser standardafvigelsen mellem skribenternes bedømmelser, hvor 0,0 viser fuld enighed.

Nr. Kører Rating Std.afvigelse
1. Max Verstappen 9,9 0,23
2. Carlos Sainz 9,5 0,31
3. Sergio Perez 9,2 0,30
4. Lando Norris 9,0 0,49
5. Yuki Tsunoda 9,0 0,49
6. Fernando Alonso 8,9 0,57
7. Charles Leclerc 8,9 0,49
8. George Russell 8,5 0,45
9. Nico Hülkenberg 7,9 0,55
10. Lewis Hamilton 7,9 0,67
11. Oscar Piastri 7,7 1,07
12. Valtteri Bottas 7,7 1,03
13. Kevin Magnussen 7,1 0,97
14. Alex Albon [DNF] 6,6 0,69
15. Daniel Ricciardo [DNF] 5,9 0,19
16. Esteban Ocon 5,8 1,20
17. Lance Stroll 5,3 1,32
18. Pierre Gasly 5,1 0,55
19. Logan Sargeant 4,5 1,52
20. Guanyu Zhou 4,4 1,01


OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Perez forventer afklaring Alonso har skrevet under »