Karriere |
1990 – I en alder af kun 8 år startede lille Felipe Massa, som de fleste andre racerstjerner, sin karriere i gokart.
|
1991 – Trods dårligt materiel lykkedes det alligevel Felipe at gøre sig positivt bemærket, og efter et år på banerne sluttede Massa som nr. 5 i Paulista Sao Paolo Micro Kart mesterskabet.
|
1992 – Den unge knøs fortsatte i kart året efter, denne gang i Junior Menor klassen, hvor han sluttede som nr. 6.
|
1993 – Massa fortsatte i Paulista Sao Paolo Micro Kart mesterskabet og opnåde en samlet 4. plads. Men mest interessant var dog den samlede 2. plads i det brasilianske Menor mesterskab.
|
1994 – I dette år opnåede unge Massa en 6. plads i Paulista Sao Paolo Micro Kart mesterskabet i Menor klassen. Sideløbende satsede brasilianeren på Trophy Super Junior, hvor det blev til en samlet 7. plads i det brasilianske mesterskab. Hans eneste mesterskab i juniorklasserne blev Trophy Parilla Junior mesterskabet.
|
1995 – Det var nu tid til et skridt op ad stigen. Massa debuterede i Formel K klassen i det Brasilianske Paulista Formula Kart mesterskab, hvor han opnåede en flot 3. plads i sit første år i serien.
|
1996 – I hele 1996 holdt Massa pause fra al motorsport.
|
1997 – Efter sabbatåret fortsatte brasilianeren i det Brasilianske Graduados Kart mesterskab, hvor han fik tog 3. pladsen. Endvidere deltog Massa også i det Brasilianske Granje Viana 500 Miles Race, et langdistance gokartløb, som han vandt.
|
1998 – Første mulighed i en formelracer fik Massa i Formel Chevrolet klassen, takket være Ricardo Tedeschi, manden som også Rubens Barrichello kan takke for sin entre i international racing. Massa kvitterede med at sætte pole og vinde løbet på Interlagos banen samme år. Massa sluttede på en samlet 5. plads i mesterskabet. Samarbejdet med Tedeschi udviklede sig hurtigt, og senere blev han både en nær ven af familien og manager for Massa.
|
1999 – Formel Chevrolet-serien lå så fint for Felipe, at han besluttede sig for at vinde årets mesterskab. Det blev til 3 sejre og 2 poles. Samme år blev teltpælene rykket op, og rejsemålet var Italien, hvor køreren mente sig tættere på målet for hans drømme, et Formel 1 sæde.
|
2000 – Massa debuterede i det Italienske Formel Renault-mesterskab samt i Formel Renault Eurocup, og han vandt begge serier med i alt 8 sejre i 18 løb. Sejrene kom på det helt rette tidspunkt. Den unge brasilianers budget var hårdt presset, og lykkedes det ikke for ham at få succes, var han klar til at vende næsen hjemad. Imidlertid stolede ejeren af Gram Competition teamet, Adriano Morino, på ham, og Massa kunne heldigvis hente den fornødne støtte der.
|
2001 – Massa fik chancen i Formel 1s rugekasse, Formel 3000, og tegnede dette år kontrakt med Draco Racing i Formel 3000 EuroCup. I sit første år vandt han hele 6 sejre ud af 8 løb. Ferrari begyndte nu at vise interesse for den unge brasilianer, men Massa valgte at sige ja tak til et testtilbud for Sauber Petronas på Mugello-banen. Efter endnu en test offentliggjorde det schweiziske team Felipe Massa som deres nye kører til Japans Grand Prix på Suzuka.
|
2002 – Drømmen var gået i opfyldelse. Massa fik sin debut i Formel 1 hos Sauber, og teamkammeraten blev den noget mere rutinerede Nick Heidfeld. Det gjorde dog ikke større indtryk på brasilianeren, der ofte kørte lige op med tyskeren. Årets bedste resultat var en flot 5. plads i Barcelona, og Massa sluttede sæsonen på en samlet 12. plads med 4 point.
|
2003 – Hvor længe var Jeppe i Baronens seng? Det er tvivlsomt om Felipe Massa kendte Holbergs skuespil, men af uransagelige årsager var der ingen ledige sæder til Massa dette år, og drømmen så ud til at slutte, før den rigtigt var kommet i gang. Samme år fik brasilianeren imidlertid ny manager i form af Nicolas Todt, og dennes direkte forbindelse til Ferrari, der ikke havde glemt deres tidligere testkører, betød, at Massa blev tilbudt et testsæde hos italienerne. Af samme årsag blev der dette år skrevet meget om Massa som Schumachers teamkammerat, eller endda afløser, men i stedet vendte Felipe tilbage til Sauber Petronas, da muligheden for et fast sæde viste sig der.
|
2004 – Massa var tilbage hos Sauber, og han var klædt godt på efter læretiden hos Ferrari. Sauber havde i mellemtiden haft stor nytte af deres nye vindtunnel, hvilket utvivlsomt var en medvirkende årsag til, at Massa bl.a. opnåede en 4. plads i Belgiens Grand Prix på Spa. Sauber sluttede på en imponerende 6. plads lige efter de store fabriksteams og Felipe Massa sluttede på en pæn 12. plads i mesterskabet.
|
2005 – Andet år hos Sauber blev ikke helt det, som teamet havde forventet. I den interne kamp med teamkammeraten Jacques Villeneuve vandt Massa dog i det samlede regnskab, men det rakte kun til en samlet 13. plads i mesterskabet, en enkelt plads bedre end canadieren. Teamet manglede tydeligvis lige det, der skulle til, for at hale ind på den evige rival det år, Red Bull Racing, som sluttede 14 point bedre i statistikken.
|
2006 – En drøm for de fleste racerkørere gik i opfyldelse for Massa, da han skrev kontrakt med Ferrari og dermed blev teamkammerat med Michael Schumacher. Første sæson blev dog en gang blandede bolsjer. En febrilsk sæsonstart i tyskerens skygge endte dog fint med en samlet 3. plads i mesterskabet.
|
2007 – Nye tider for Formel 1 og Ferrari i særdeleshed: Schumacher gik på pension og Massa fik en finsk teamkammerat, Kimi Räikkönen. Det kunne være blevet stort, men i stedet blev det alt andet end tilfredsstillende for Massa, der sluttede som nr. 4 i mesterskabet, mens Räikkönen hentede sit første verdensmesterskab.
Felipe Massa på Fuji banen. Copyright Ferrari Media
|
2008 var året, hvor Massa ville gøre alt for at vise, at mesterskabet kunne blive hos Ferrari, men denne gang på brasilianske hænder. Og det var nervepirrende tæt på. Med kun én omgang tilbage af sæsonafslutningen på Interlagos i Brasilien var Massa verdensmester, men i sidste sving, få hundrede meter før målstregen, ændrede en vigtig overhaling længere nede i feltet, foretaget af hovedkonkurrenten Lewis Hamilton, situationen, og brasilianeren kunne grædende løfte sejrstrofæet for selve løbet. Samtidig kunne Massa dog høre jublen fra McLarens garage, hvor Hamiltons mesterskab blev fejret.
|
Der var næsten ikke en finger at sætte på den lille brasilianers præstation i sæsonen, hans bedste nogensinde. Men hvad hjælper det altsammen, når Ferraris pit-strategi fungerer som en brækket arm og resulterer i kaotiske pit-stop med blinkende elektronik som erstatning for "lollipop-manden" og flagrende benzinslanger efter bilerne ned af pitlane?
|
2009 - I lyset af at have været så tæt på et F1-mesterskab som i 2008, må man betegne 2009 som den rene nedtur for Massa, men man kan på ingen måde bebrejde brasilianeren noget. Dels var Ferrari-pakken i 2009 bare usædvanlig dårlig, men sømmet blev for alvor slået i kisten, da den på det tidspunkt 28-årige kører på uheldigste vis blev ramt af en fjeder fra baghjulsophænget på den forankørende Rubens Barrichellos racer under kvalifikationen til Ungarns Grand Prix. Massa blev slået bevidstløs og kørte frontalt ind i dækbarrieren. Det kunne være endt fatalt, men heldigvis kom den sympatiske kører tilbage. Han måtte dog erkende, at løbet var kørt, og han sluttede derfor som nr. 11 med kun 22 points og 1 podieplacering.
|
I 2010 blev Felipa Massas sæde en smule varmere, idet der var tiltagende rygter om, at Robert Kubica skulle være på vej til Maranello. Disse rygter stoppede imidlertid ligeså brat som den bil, polakken kørte i, da han på dramatisk vis forulykkede i en rallybil med et autoværn igennem bilen. Ferrari afviste rygterne, men sædet må have været lunt, for brasilianeren sluttede sæsonen på en utilfredsstillende 6. plads, med 144 points og 3 podieplaceringer – dog konstant halsende efter teamkammeraten Fernando Alonso. Den store nedtur kom dog, da Massas race ingeniør under Tysklands Grand Prix, nærmest direkte bad brasilianeren om at lade Alonso passere, så spanieren kunne vinde løbet.
Felipe Massa med familien på Silverstone. Copyright Ferrari Media
|
2011 blev ikke et meget bedre år for Massa, der igen-igen måtte se sig markant distanceret af Alonso i søsterbilen. Igen blev det til en 6. plads i mesterskabet, denne gang med 118 point, ingen podieplaceringer men dog to gange med hurtigste omgang. Ferrari kunne umuligt være tilfreds, men utvivlsomt var teamet også klar over sin egen uheldige rolle i leveringen af en ikke særlig konkurrencedygtig bil.
|
2012 lignede på mange måder de 2 foregående sæsoner. Med enkelte undtagelser blev Massa konstant kørt agterud af Alonso, endda i en sådan grad, at der midt på sæsonen florerede rygter om en fyring. Det kom dog ikke til at ske, tværtimod valgte Ferrari at forlænge Massas kontrakt, så han også i 2013 er løjtnant for Alonso. Massa sluttede sæsonen stærkt, men alt i alt var 2012 en meget skuffende sæson. En samlet 7. plads, 122 points og 2 podieplaceringer er ikke godt nok, når teamkammeraten kæmper med om mesterskabet.
|
Heller ikke i 2013 kunne Massa følge trop med sin hurtige spanske teamkammerat. Gang på gang kom han til kort, og efterhånden stod det klart, at Ferrari ikke ville forlænge kontrakten med Massa. Mens Alonso formåede at få næsten det umulige ud af den middelmådige Ferrari F138, så han langt hen på sæsonen stadig var en decideret kandidat til titlen, faldt Massa igennem ved de fleste lejligheder. Mens Alonso hentede 2 sejre og 7 yderligere podieplaceringer, formåede Massa blot at køre sig på podiet en enkelt gang, hvilket på ingen måde lever op til forventningerne hos et team som Ferrari. Det kom derfor ikke som den store overraskelse, da Ferrari sidst på sæsonen offentliggjorde, at man havde skrevet kontrakt med verdensmesteren fra 2007, Kimi Räikkönen.
Felipe Massa. Copyright Ferrari Media
|
2014 ser ud til at blive et skæbneår for Felipe Massa. Mange havde forventet, at brasilianeren ville indstille karrieren i Formel 1 for i stedet at kaste sig over standard- eller sportsvogne. I stedet skrev Massa kontrakt med Williams-teamet, hvor han bliver makker med finske Valtteri Bottas. Massas rolle her forventes at blive den erfarne, stabile kører, som skal lære fra sig og bringe ro og kontinuitet ind på holdet. Hvis ikke den mission lykkes, må 2014 nok forventes at blive Massa sidste i Formel 1.
|
I 2014 fik Felipe Massa sin anden ungdom hos Williams teamet. Den brasilianske kører, var den eneste ikke Mercedes GP-kører som formåede at sætte pole position i denne sæson og udover det hentede Massa også tre podieplaceringer, hvilket var det antal han havde hente hos Ferrari i alt de to sidste sæsoner han kørte for dem.
I 2015 fortsatte Massa de gode takter her blev det dog blot til to podieplaceringer, men alt i alt gik sæsonen godt og Massa sluttede på 6 pladsen i konstruktør mesterskabet.
2016 blev Felipe Massas tredje sæson hos Williams, men det var ikke en sæson, hvor brasilianeren leverede nogle mindeværdige resultater. Massa sluttede som nummer 11 i mesterskabet, fordi det blot lykkedes ham at hente 53 point. Med hensyn til løbene, så formåede han ikke at hente mere end lidt femtepladser hist og her, så det var med andre ord brasilianerens værste Formel 1-sæson længe. Derfor valgte han at offentliggøre at han ville forlade Formel 1 efter denne sæson, hvilket også var planen, da det sidste løb var kørt.
Sådan gik det dog ikke da han blev hentet tilbage som erstatning for Valtteri Bottas, som blev hentet til Mercedes. Derfor kan vi endnu en gang se frem til at se Felipe Massa i feltet, men der skal ske noget, hvis 2017 sæsonen ikke skal være hans sidste i Formel 1.