Straf: Russell starter fra pitlane

Efter omfattende udskiftninger af vitale dele på Mercedes W13 skal George Russell starte fra pitlane

George Russell. Singapores GP 2022 . Copyright McLaren Media/LAT Photography

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 2/10 2022 klokken 12:10

Det var ikke just George Russells dag i går, hvor han sluttede kvalifikationen på en utilfredsstillende P11, der samtidig ville blive britens startposition.

Lige indtil for en halv time siden.

Således har Mercedes vurderet, at der var så mange sammenhængende, tekniske problemer med britens bil, at ingeniørerne valgte at skifte "hele butikken" på W13.

Udskiftningerne omfatter en ny V6 forbrændingsmotor, ny turbo, ny MGU-H (varmeenergiturboen) , MGU-K (kinetisk energigenvinding), kontrolelektronik samt nyt energilager (batteri). Endelig har Russell også fået et helt nyt udstødningssystem på bilen.

Udskiftningen af alle dele effektuerer straf, hvilket i dette tilfælde er start fra pitlane, når de røde lamper slukker et par minutter over kl. 14.00 søndag eftermiddag (dansk tid).

Efter kvalifikationen indikerede Russell, at teamet prøver på at få det bedste ud af situationen, og at en Safety Car kan redde løbet for dem.

”Der har været en Safety Car hver eneste gang, vi har været her (i Singapore, red.). Det bliver forhåbentlig et par pitstops, så vi skal prøve at gøre noget andet end vores konkurrenter."

"Men det bliver ikke et ligetil løb,” erkendte Russell efter kvalifikationen lørdag.


OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Singapores GP - Kvalifikationen: Leclerc på pole Singapores GP - Løbsreumé: Perez vinder kaotisk »