F1 overvejer korte løbsweekender og ingen ferie

Den globale pandemi med Corona-virus rammer Formel 1 og løbsarrangørerne hårdt her i starten af sæsonen. Derfor bliver der tænkt ud af boksen i disse dage, for at løbene kan blive afholdt alligevel.

Canadas Grand Prix 2019 . Copyright Ferrari Media

Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 14/3 2020 klokken 17:03

Starten på 2020-sæsonen blev ikke som F1-fansene havde håbet på. Sportens hurtigste racerbiler nogensinde blev nemlig hurtigt gemt væk i garagen igen.

Skuffede fans og forventningsfulde TV-seere måtte skuffede - men forstående - læse den kedelige nyhed om aflysning fredag morgen.

Løbet i Australien er aflyst, og de tre efterfølgende løb i Bahrain, Vietnam og Kina er alle blevet udskudt.

I Formel 1 hænger det sådan sammen, at løbsarrangørerne betaler store millionbeløb for, at hele F1-karavanen kigger fordi i den weekend. Måden løbsarrangøren tjener sine penge ind igen, er ved salg af billetter til tilskuerne.

Både løbsarrangører, F1-organisationen og teamene er interesserede i, at løbene bliver afholdt. Både for underholdningens skyld, men også af økonomiske årsager.

Derfor kigger F1 skarpt ind i mulighederne for at finde en løsning på afholdelse af løbene alligevel - også Australiens Grand Prix.

I et eksklusivt interview med ‘Sky Sports’ afslører Formel 1’s-motorsportschef, Ross Brawn, at der er flere løsninger på tegnebrættet.

Ross Brawn i Monacos paddock 2018Ross Brawn i Monacos paddock 2018
Copyright Bil Magasinet BMF1


Den ene løsning er, at inddrage den fire ugers sommerferie, som alle holdene plejer at afholde i august. På den måde kan man klemme nogle af de manglende løb ind i de friweekender.

En af ulemperne kan så blive, at holdene skal udsættes for de udskældte “triple-header” weekender igen - hvor der køres løb tre weekender i træk.

En måde at overkomme dette problem på er ifølge Ross Brawn, at ændre i selve formatet på disse løbsweekender. Idéen er at forkorte weekenden ned til kun to dage, i stedet for tre.
På den måde vil det blive mindre anstrengende for holdene.

Et af de største problemer ved disse idéer er, at ingen ved hvornår denne pandemi begynder at aftage. Foreløbig er planen, at F1-sæsonen skal starte i begyndelsen af maj med det hollandske GP. Allerede nu taler F1 dog om, at det måske er for optimistisk at starte allerede der - taget det stadig stigende antal smittede i betragtning.

Det eneste hele verdenen kan gøre lige nu er, at vente på at denne tragiske pandemi forhåbentlig snart er forbi.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kevin: Sikkerheden vigtigere end ræs BMF1s Formel 1 ekspert gennemgår skandalen i Victo »