Lad os bare erkende, at snorene til klaphattene blev godt slidte efter afviklingen af Bahrains Grand Prix, hvor en fortabt dansk søn var vendt tilbage til den eksklusive motorsportsklasse, han retteligt hører hjemme i.
Således er det næppe forbigået nogen danskers opmærksomhed, at Kevin Magnussen er tilbage i Formel 1. Og det med manér, kan man roligt sige efter en præstation, som indhøstede en P7 i kvalifikationen og en sensationel P5 i søndagens grandprix.
Derfor topkarakterer til Magnussen, der faktisk kun lavede få fejl, bl.a. i Sving 1, som gav danskeren (og flere andre kørere) en del udfordringer. Det var en hård dag for F1-bremserne på samtlige biler i feltet, og det så man præcis i det sving. Ikke desto mindre er motorsportens verdenspresse imponerede over 'the comeback kid', og det samme er redaktionen på BMF1. Set med danske briller kan det blive en spændende sæson.
Kevin P5 i Bahrain 2022
Copyright Haas F1
Der var dog også andre med i søndagens løb. Ikke mindst Charles Leclerc, der til gengæld ikke satte en fod forkert. Monegaskeren og hans Ferrari satte i den grad både Mercedes og Red Bull på plads med imponerende kørsel og ydeevne. Maranello-fabrikken har i den grad skruet noget interessant sammen til den nye sæson.
I den anden Ferrari gjorde Carlos Sainz det også godt, om end spanierens P2 i løbet blev hjulpet godt på vej af Max Verstappens defekte benzinpumpe, som efter 56 omgange sendte den nybagte verdensmester ud af løbet. Denne søndag kunne Sainz ikke matche teamkammeraten.
Kun to omgange senere skete det samme for den anden Red Bull med Sergio Perez bag rattet. Det var ikke de blå-gule bilers dag, og der er lidt at tænke på til løbet i næste weekend.
Bahrains Grand Prix 2022. Podiet. Charles Leclerc vinder foran Carlos Sainz Jr. og Lewis Hamilton
Copyright Mercedes AMG
Det samme kan siges om Mercedes og Lewis Hamilton, som udelukkende blev hjulpet på podiet af Red Bulls problemer. Eksverdensmesteren var næsten 11 sekunder langsommere end den vindende Ferrari.
Hos Alfa Romeo kunne man glæde sig over en Valtteri Bottas, som fik det schweizisk/italienske team op på en P6, 1,3 sekund efter en hurtig dansker i en hvid bil. Afstanden havde været større, hvis der ikke var dukket en Safety Car op undervejs. Men en godkendt indsats af finnen.
Det samme kan bestemt også siges om rookien i den anden Alfa Romeo, Guanyu Zhou, som grædende kunne notere sig point på P10 i sit debutløb. Med flere gode overhalinger gjorde kineseren en lovende figur.
Bahrains Grand Prix 2022. Max Verstappen forbremser sig
Copyright Red Bull Contentpool
Mick Schumacher fik ikke den bedste start, efter at Esteban Ocon (som blev straffet for hændelsen) skubbede til Haas-raceren, der blev sendt i et spin under starten. Et par tabte positioner efter Safety Car gjorde ikke situationen bedre for tyskeren, der kæmpede hårdt og måtte se sig selv slutte lige uden for pointene på P11.
Vi skal også lige nævne McLaren, som var milevidt fra sidste sæsons lovende takter. Begge biler sluttede på P14 og 15. Men i det mindste slog Daniel Ricciardo, trods efterveer fra en Covid-19-tur, sin teamkammerat, Lando Norris, Ellers var der ikke meget at glæde sig over i det papayafarvede team.
Nedenstående Power Rating er et gennemsnit af samtlige skribenters bedømmelser. Kolonnen til højre viser standardafvigelsen imellem skribenternes bedømmelser, hvor 0,0 er lig med fuld enighed.
Nr. |
Kører |
Rating |
Std.afvigelse |
1. |
Charles Leclerc |
10,0 |
0,04 |
2. |
Kevin Magnussen |
9,8 |
0,33 |
3. |
Max Verstappen |
9,1 |
0,41 |
4. |
Valtteri Bottas |
9,0 |
0,29 |
5. |
Carlos Sainz |
9,0 |
0,62 |
6. |
Lewis Hamilton |
8,9 |
0,53 |
7. |
Guanyu Zhou |
8,5 |
0,39 |
8. |
George Russell |
8,4 |
0,53 |
9. |
Alex Albon |
8,2 |
0,34 |
10. |
Esteban Ocon |
8,1 |
0,60 |
11. |
Yuki Tsunoda |
8,0 |
0,57 |
12. |
Pierre Gasly |
7,9 |
0,56 |
13. |
Fernando Alonso |
7,6 |
0,46 |
14. |
Sergio Perez |
7,1 |
0,44 |
15. |
Mick Schumacher |
7,1 |
0,72 |
16. |
Nico Hülkenberg |
6,0 |
0,95 |
17. |
Lance Stroll |
5,8 |
0,48 |
18. |
Lando Norris |
5,4 |
0,72 |
19. |
Daniel Ricciardo |
5,4 |
0,61 |
20. |
Nicolas Latifi |
4,5 |
0,68 |