Steiner: Magnussen har endnu mere i sig

Haas-chefen udtaler, at Kevin har mere fart i sig efter danskerens imponerende kvalifikation, hvor den 29-årige racerkører formåede at sætte den syvendehurtigste tid.

Bahrains Grand Prix 2022 . Copyright Haas F1

Af: Simon Kraglund (sk@bmf1.dk) d. 20/3 2022 klokken 12:03

Haas havde en rigtig svær sæson i fjor, hvor de ikke formåede at starte i top 10 en eneste gang.

Faktisk skal man spole tiden tilbage til Brasiliens Grand Prix i år 2019, for at finde sidste gang Haas havde en bil i Q3.

Haas-teamet levede op til den fart de havde vist i træningerne og i vintertesten, og Steiner mener, at holdet og Magnussen har endnu mere at vise i denne sæson.

Holdchefen sammenligner danskeren med nogle af de kørere som skiftede hold i sidste sæson, hvor det tog nogle løb, før at de leverede gode resultater.

“Kan I forestille jer, hvad han laver om 6-7 løb, hvis han er ligesom de andre kørere? Prøv at forestil jer det,” lyder det fra italieneren.

“Jeg synes, at han er kommet tilbage i god form, men jeg vil sige, at jeg er overbevist om, at der er mere i vente.”

“Man kan ikke sidde i disse F1-biler og være 100 procent komfortabel med det samme. Det sker bare ikke. Så der er mere i vente.”

“Derfor er jeg også meget optimistisk, og ser frem til det med resten af holdet. Schumacher vil lære at kæmpe med på dette niveau, hvilket er et nyt niveau i forhold til sidste år, og Kevin vil kun blive endnu bedre,” lød det fra teambossen.

Magnussens syvendeplads er danskerens bedste kvalifikation siden Monaco 2019, hvor Haas-køreren satte bilen ind på en sjetteplads.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Bahrains GP: løbsoptakt Bahrains GP; Løbsresume: Ferrari triumferer »