Michael Schumacher



Personligt
Højde 174
Vægt 74.5 kg
Gift med Corinna
Sport Løbe og fodbold
Hobby Gokart, cykling
Yndlings mad Italiensk
Yndglings drink Æblejuice med mineralvand
Hjemmeside www.michael-schumacher.de

Ingen racerkører kan smykke sig med så mange rekorder og titler, som den syvdobbelte verdensmester Michael Schumacher. Præstationerne har gjort tyskeren til en af historiens mest velbetalte sportsfolk.

Det er værd at bemærke, at Schumacher inden da på ingen måde har fået noget foræret trods sine bemærkelsesværdige resultater. I betragtning af sin succes med verdensmesterskaber hos Benetton i 1994 og 1995, var det en temmelig risikabel beslutning, da tyskeren i 1996 valgte at skifte til Ferrari, der ikke havde vundet et mesterskab siden 1979.

Beslutningen viste sig at være rigtig, og siden 2000 er resten af historien skrevet på sit eget indiskutable sprog. Schumacher er en bemærkelsesværdig kører, der ofte deler vandene, men som både fans og kritikere erkender, er en af de helt store indenfor sin sport.

1987 – Michael Schumacher blev tysk mester i gokart.

1988 – Året efter ville Michael gerne videre, men manglede desværre sponsorer til et testsæde i en større klasse. Senere kom Schumacher til Koenig serien, hvor han vandt 9 ud af 10 løb, og dermed også mesterskabet. Samtidig kørte han Formel Ford 1600 for Eufra Racing, hvor det blev en fjerdeplads i det nationale mesterskab samt en andenplads i den europæiske serie. Blev ligeledes Tysk Formel Koenig mester.

1989 – I dette år mødte Schumacher Willi Weber og manageren har fulgt ham lige siden. Tyskeren fik dermed mulighed for at teste en Formel 3 racer for Webers team, WTS Racing. Testen foregik på Salzburg Ring, og her chokerede tyskeren alle ved at køre 1,5 sekund hurtigere end WTS’ faste kører.

Derefter indgik Weber en lukrativ kontrakt, hvor manageren fremover ville indkassere 20% af Schumachers indtægter, og denne aftale har manageren været svært tilfreds med lige siden. Michael Schumacher kvitterede med at vinde to løb i F3 serien dette år, hvilket matchede landsmanden Heinz-Harald Frentzen. Samme år tegnede Schumacher kontrakt med Mercedes Junior Team, sammen med Frentzen og Karl Wendlinger.

1990-1994 1990 - I sit kun andet år i Tysk Formel 3 vandt Michael Schumacher mesterskabet for WTS Racing. Samtidig kørte tyskeren for Sauber Mercedes i World Sports Prototype Championship serien, hvor han vandt seriens sidste løb i Mexico City.

1991 - Schumacher kørte med succes dette år i World Sports Prototype Championship serien for Mercedes Junior Team, samt i den japanske Formel 3000 serie, hvor det blev til en andenplads på Sugobanen. Dette blev ligeledes året, hvor Schumacher vikarierede for Bertrand Gachot i Formel 1.

Debuten blev i den kradse grønne 7-Up Jordan racer ved Belgiens Grand Prix og undervejs gjorde tyskeren sig svært bemærket ved at være hurtigere end teamkammeraten Andrea de Cesaris, hvorved han hentede en flot 7. startposition. Desværre udgik tyskeren med en defekt kobling, men Eddie Jordan var tilfreds.

Jordan var enten for langsom i optrækket eller manglede penge, for unge Schumachers bedrifter var nu blevet bemærket af Benetton- teamet, der snuppede ham for næsen på ireren. I sit nye team udklasserede Schumacher teamkammeraten, erfarne Nelson Piquet, i stort set alle løb. Udenfor banen røg Schumacher og Jordan senere i retten.

1992 – I sit kun andet år i Formel 1 var Schumacher med helt fremme hos Benetton. Han vandt sit første Formel 1 løb i Belgiens Grand Prix, og henviste den senere verdensmester dette år, Nigel Mansell, til andenpladsen. Schumacher snuppede 3. pladsen i VM foran Ayrton Senna.

1993 – Billedet af en stor succes var ved at tegne sig. En enkelt løbssejr i Portugals Grand Prix og en 2. og 3. plads under sæsonens første fire løb gjorde sit til, at han fik flot fjerdeplads i VM kampen. 1994 – Året som alle motorsportselskere aldrig vil glemme. Både på og udenfor banen havde Michael Schumachers og ærkerivalen Ayrton Senna adskillige opgør, men tyskeren, og alle os andre, havde ikke kalkuleret med at disse herlige opgør skulle få så brat en ende.

Ulykkeligvis blev det nemlig året, hvor Ayrton Senna forulykkede og blev dræbt under San Marinos Grand Prix på Imola, men samtidig også året hvor Michael Schumacher blev en af verdens yngste F1 verdensmestre. Det var ikke uden hindringer.

Adskillige problemer med Benetton-raceren betød, at Schumacher så adskillige løb fra tilskuerpladserne. Året huskes også for Schumachers opsigtsvækkende påkørsel af Damon Hill i årets sidste løb. Begge kørere udgik, men tyskeren fik det altafgørende ene point der skilte dem og titlen var hjemme.

1995 – Ni sejre blev det til dette år hvor der stod Benetton-Renault og Michael Schumacher på det meste. Damon Hill og Michael Schumacher var bestemt ikke perlevenner og det sås tydeligt i de mange tætte dueller imellem de to. Tyskeren forsvarede mesterskabet markant ved at slutte med 102 point mod Hills 69. Interessant nok blev det også året, hvor Benetton vandt konstruktørernes mesterskab for første og hidtil eneste gang.

1996 - Dette blev rivalen Damon Hills år, da briten endelig fik sit verdensmesterskab. Tyskeren derimod havde valgt at følge Jean Todt og Ross Brawn over til Ferrari, hvor han og Willi Weber havde forhandlet en megakontrakt hjem på mere end 500 millioner kroner pr. sæson. Indtil da var Ferrari mest kendt for en serie stærkt underholdende pitstops, hvor hovedreglen var rent italiensk kaos med manglende dæk, mekanikere, benzinslanger osv.

Hidtil havde det ligeledes knebet gevaldigt med teknikken hos Scuderia og dette år var ingen undtagelse. Alligevel sluttede Schumacher som nr. 3 med 3 sejre hvoraf specielt sejren under flodbølgen på Circuit de Catalunya i Spanien vil blive husket.

1997 – De fleste husker 1997 for løbet på Jerez og Michael Schumachers usportslige påkørsel af Jacques Villeneuve. FIA straffede derfor tyskeren ved at diskvalificere ham fra mesterskabet, men af uforståelige årsager beholdt Ferrari alligevel konstruktørpointene og Schumacher alle sine 5 sejre fra sæsonen. Villeneuve trak dog det længste strå og vandt VM-titlen. Siden da har de to kørere bestemt ikke hængt ud i baren sammen.

1998 - Dette blev et år med Ferrari på rette spor. Jean Todt og Ross Brawn var ved at få ryddet op på hylderne i den italienske garage, men det skulle endnu vise sig at være lige ved og næsten. Den nye rival, Mika Häkkinen, havde adskillige tekniske problemer dette år, men det var ikke nok til at hindre finnen i at vinde sit mesterskab for McLaren.

I den mere kuriøse afdeling dette år oplevede vi, at et Grand Prix også kan vindes i pitlanen. Det skete, da Michael Schumacher fik en ’stop and go’ straf for at have ignoreret et gult flag på sidste omgang af løbet på Silverstone. Trods flere dages protester fra teamene og klager til FIA’s appelinstanser fik tyskeren alligevel lov til at beholde sejren. En 2. plads blev det til dette år.

1999 – Skulle den opadgående kurve fortsætte, måtte dette blive året, hvor Michael Schumacher fik sit første mesterskab, men det skulle gå noget anderledes. Bl.a. udgik tyskeren under Canadas Grand Prix, men værst gik det på Silverstone under Englands Grand Prix, hvor Schumacher brækkede begge skinneben efter at være kørt direkte ind i dækbarrieren med ca. 120 km/t ved Stowes Corner - paradoksalt nok under en overhaling af teamkammeraten Eddie Irvine. Resten af sæsonen blev tyskeren erstattet af finnen Mika Salo.

Fokus var nu flyttet til Ferraris andenkører, Eddie Irvine, der havde en reel mulighed for at snuppe mesterskabet. Trods en pause på 6 løb og et flot comeback med sejr i Malaysia, hvor Michael Schumacher kørte løbet med søm og skruer i begge ben, blev det alligevel Häkkinen der løb af med titlen igen. Ferraris F399 racer var dog utrolig hurtig og stabil hele sæsonen, og teamet vandt derfor fortjent konstruktørernes mesterskab.

2000 – Ikke siden Jody Scheckters samlede sejr i 1979 havde traditionsrige Ferrari vundet et verdensmesterskab, så det var et stort øjeblik for italienerne, da Michael Schumacher endelig kunne knytte næven i cockpittet efter at have vundet det individuelle kørermesterskab for teamet. Det var samtidig Schumachers tredje Formel 1 mesterskab og med sine 51 sejre passerede tyskeren dermed Alain Prosts rekord.

Sæsonen blev en hård duel mellem Michael Schumacher på den ene side og McLarens Mika Häkkinen og David Coulthard på den anden. Tyskeren startede fint med sejre i Australien, Brasilien, San Marino og Canada hvorimod heldet skiftede midtvejs i sæsonen for igen at vende tilbage til ham med sejre i sæsonens fire sidste løb. Det individuelle mesterskab var dermed i hus til både ham selv og Ferrari, der snuppede konstruktørmesterskabet foran McLaren.

2001 – En suveræn sæson for Michael Schumacher, hvor han vandt sit fjerde individuelle verdensmesterskab takket være sig selv, naturligvis, men også takket være den suveræne Ferrari F2001 racer. Allerede ved Ungarns Grand Prix, med fire løb tilbage, var mesterskabet i hus, og Schumacher var nu, sammen med Alain Prost og Juan Manuel Fangio, de kun tre F1-kørere i historien, der havde vundet fire VM titler.

Sæsonen var bestemt ikke særligt underholdende at se på, hvilket egentlig var trist for Schumacher, der gjorde det fantastisk godt. Den ene rekord efter den anden blev brudt dette år: Flest vundne VM-point i en sæson, 53 sejre og dermed flest vundne VM-løb og med 801 point uofficielt flest optjente VM-point i alt. Dog fratrækkes 1997 sæsonens 78 point, da tyskeren det år blev diskvalificeret og endte med nul points.

2002 – Endnu en suveræn sæson, der var særdeles glædelig for Ferrari men trist for de tilskuere, som var kommet for at se close race. Der var reelt tale om ren paradekørsel for Michael Schumacher i en sæson, hvor alle andre kørere var forvandlet til statister.

Da tyskeren dette år vandt sit femte Formel 1 verdensmesterskab, kom han i kategori med legenden Juan Manuel Fangio og blev dermed historiens mest succesfulde racerkører. Den ene rekord efter den anden faldt: 11 sejre, 7 poles, 144 point og podieplaceringer i samtlige 17 løb blev det til. Tyskeren startede endda debutløbet i F2001C raceren fra det foregående år, men alligevel kunne ingen røre ham. Allerede på Magny-Cours var mesterskabet i hus trods det, at der endnu manglede seks løb.

2002 – Det Det var en grim streg i tyskerens image, at 2002 også var året med kontroversielle, italienske teamordrer både i Østrig og USA. Ikke uden grund blev dette kaldt en ren skandale, og diskussionen om brugen af teamordrer blussede op igen. Alligevel kan ingen fratage Schumachers hans suveræne kørsel og totale dominans over de andre F1 teams og kørere.

2003 – Alle regnede med at Michael Schumacher endnu engang kunne cruise sig til et verdensmesterskab. Men en ung finne ved navn Kimi Räikkönen skulle vise sig at smide grus i det ellers så velsmurte, italienske maskineri. Da tyskeren efter sæsonens 3. Grand Prix endnu ikke havde været på podiet, begyndte snakken: Var et tronskifte på vej?

Sådan kom det ikke til at gå. I San Marinos Grand Prix på Imola fik Schumacher endelig årets første sejr og resten af sæsonen blev endnu engang en opvisning i suveræn, stabil og sikker kørsel. Men hele tiden lå der en kølig finne og lurede i baggrunden, og sæsonen sluttede med en smal sejr på 93 point imod Kimi Räikkönens 91 point. Magien var ved at vende tilbage til F1 - troede man.

2004 – Trods nogle dominerende år forventede flere eksperter, at Michael Schumacher dette år kunne forvente hård konkurrence fra de andre teams hvilket også var forventeligt, da alt andet næsten ville være pinligt.

Alligevel blev 2004 året, hvor Schumacher nærmest cementerede sin position som absolut ener i Formel 1. Ud af sæsonens 18 løb vandt Michael Schumacher de 14. Ingen kunne matche Ferraris, eller for den sags skyld Schumachers dominans – ikke engang teamets andenkører, Rubens Barrichello, der sluttede som nr. 2 i mesterskabet hele 34 point efter mesteren. Ferrari tog ved samme lejlighed også lige konstruktørernes mesterskab med et forspring ned til BAR-Honda på hele 143 point.

Til gengæld var en vis Fernando Alonso stille og roligt krøbet op ad listen i løbet af sæsonen, og den unge spanier skulle vise sig at markere et nyt vendepunkt i Formel 1-historien.

2005 – Der er perioder i livet som vi alle helst vil glemme. For Scuderia Ferraris vedkommende var året i denne kategori. I de seneste 5 år havde italienerne domineret totalt, og man sad med fornemmelsen af, at det ville fortsætte i det uendelige. Det skulle dog vise sig at gå anderledes.

Allerede i første løb i Australien anede man en forandring. På 48. omgang trak Michael Schumacher sig ud af løbet efter en kollision, og siden da blev det kun til en enkelt sejr i skandaleløbet på Indianapolis i USA’s Grand Prix. Sejren var endda på en yderst spinkel baggrund, idet samtlige teams på Michelin-dæk havde trukket sig fra løbet af sikkerhedsårsager, hvormed kun Bridgestone-teamene Ferrari, Jordan og Minardi besluttede at gennemføre med tyskeren på førstepladsen.

Året sluttede med 4 podieplaceringer og en 3. plads i mesterskabet, hvilket var hele 71 point efter sæsonens, og i øvrigt verdens til dato yngste verdensmester, Fernando Alonso.

Sceneskiftet var en realitet og den syvdobbelte verdensmester måtte skrue det mentale ur fem år baglæns og indtage udfordrerens rolle endnu engang.

2006 – Med FIA’s nye regulativ, der bl.a. indebar ændring i motorreglementet fra 3,0 l V10-motorer til 2,4 l V8-motorer, var kortene blandet til en ny omgang, hvor alt i princippet kunne ske. Havde Ferrari lært en lektie og kunne Michael Schumacher gøre krav på tronen igen? Det skulle vise sig, at Alonsos verdensmesterskab året før ikke var en tilfældighed, og det nye reglement betød, at Ferrari havde fået mere konkurrence.

Sæsonen sluttede med 7 sejre til Schumacher og det samme til Alonso, men Renault trak oftest det længste strå. Sæsonen bød på spektakulære løb og bl.a. vil løbet i Monaco blive husket for, at Schumacher, måske i erkendelse af at Ferrari lige manglede det sidste, pludselig fik ”motorstop” i et sving, hvilket tvang den bagved kørende Alonso til at sænke farten så meget, at hans flyvende kvalifikationsomgang blev ødelagt. Fortjent straf til Schumacher og endnu en ridse i lakken hos den syvdobbelte verdensmester.

Sæsonen sluttede i Brasilien og tyskeren måtte acceptere andenpladsen i mesterskabet, efter en stærkt kørende Alonso. Præcis kl. 19.02 lokal tid, d. 22. oktober 2006, forlod Michael Schumacher den paddock, som havde været hans andet hjem i 16 år. Fra det øjeblik var han ikke alene eks-verdensmester men også eks-Formel 1-kører.

En enestående motorsportskarriere var slut – lige indtil juli måned 2009, hvor en løbsk, flyvende fjeder fra baghjulsophænget på Schumachers flerårige teamkammerat, Rubens Barrichellos Brawn-racer, uheldigt ramte Felipe Massa i hovedet under kvalifikationen til Ungarns Grand Prix, hvorefter brasilianeren besvimede, og, under høj fart, kolliderede frontalt med dækbarrieren og dermed var ude af spillet resten af sæsonen.

2009 – Som følge af førnævnte ulykke midt i sæsonen, stod Ferrari nu og manglede en midlertidig erstatning for Felipe Massa, og trods vilde spekulationer om diverse kørere, henvendte Ferraris præsident, Luca di Montezemolo, sig til den person, som havde givet La Scuderia så mange triumfer, og trods manglende form sagde Schumacher ja til opgaven. En genistreg af Ferrari.

Sensationelt får Schumacher derfor sin ”anden” F1-debut under Europas Grand Prix, d. 23. august 2009 i Valencia. Bortset fra nogle motorcykelløb og testkørsler i Ferrari F2008, har tyskeren ikke deltaget i løb siden sin pension i 2006. Et af de store spørgsmål er derfor Schumachers form.

Dog er tyskeren utvivlsomt så realistisk, at han ikke forventer at vinde løb, ikke mindst på grund af Ferraris manglende fart. Det er mere nærliggende, at det som driver ham er ønsket om at hjælpe sin gamle arbejdsgiver og give lidt af det tilbage, som han selv har modtaget igennem årene.

Alle, med kendskab til Michael Schumachers karriere, ved, at det konkurrence-gén, som tyskeren er født med, vil skabe nogle interessante løb med en helt igennem usædvanlig kører i hovedrollen, og det vil ikke vær en overdrivelse at påstå, at alle glæder sig til løbet i Valencia – om end at det er på en trist baggrund.


Diverse oplysninger
NationalitetTysker
Fødselsdag03/01 1969
Antal sejre91
Antal poles70
Antal point i karrieren1566
Antal startede grand prix'er306


Formel 1 karriere


År Rolle Team Nr
2004 Kører Ferrari 1
2005 Kører Ferrari 1
2006 Kører Ferrari 5
2010 Kører Mercedes AMG 3
2011 Kører Mercedes AMG 7
2012 Kører Mercedes AMG 7


2017 sæsonen


Nr. Løb Team Placering Årsag Point
I alt i 2017 0