Af: Andreas Hansen (ah@bmf1.dk) d. 20/4 2023 klokken 11:04
Det har mildest talt været en sløj sæsonstart for Ferrari. Efter tre løb ligger holdet nummer fire i konstruktørmesterskabet med 26 point. På samme tid sidste år havde holdet 104 point og førte både kører- og konstruktørmesterskabet.
Sæsonstarten har specielt været hård for Charles Leclerc, som er udgået i to ud af de tre kørte løb.
På trods af den dårlige sæsonstart betvivler Frederic Vasseur ikke motivationen hos topkøreren for Ferrari.
”Jeg er ikke i tvivl om motivationen hos Charles. Selvfølgelig har starten på sæsonen ikke været ideel. Men motivationen er der stadig,” fortæller Vasseur i et interview på Formel 1’s egen hjemmeside.
De har da også brug for at holde motivation oppe hos Ferrari. Tidligere på ugen fik Ferrari afvist deres appel om at få Carlos Sainz’ straf fra Australiens Grand Prix omstødt. Det oprindelige resultat står dermed fast, og Ferrari måtte rejse fra Australien med nul point i bagagen.
Vasseur understreger, at det vigtigste for ham lige nu er at holde alle på holdet motiveret.
”Jeg tror, at alle er meget motiveret og fokuseret. Humøret på holdet er godt. Selvfølgelig har vi ikke fået de resultater, som vi gerne vil, men vi arbejder sammen, så vi kan forbedre situationen.”