Vasseur: Minimal forskel på Sauber og Renault

Saubers nye teamchef, Frédéric Vasseur, har i dag de samme udfordringer, som han kæmpede med i sin tid hos det betydeligt større fabriksteam, Renault. Og det har han en forklaring på.

Frédéric Vasseur . Copyright Sauber F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 2/9 2017 klokken 11:09

Uofficielt var der til sidst så store forskelle på opfattelse af strategi og retning hos Renault Sport F1, at teamchef Frédéric Vasseuer og teamet valgte at skilles i slutningen af 2016. Angiveligt på grund af en stigende uenighed med teamets CEO, Cyril Abiteboul.

Der gik dog ikke mange måneder, før den erfarne Vasseuer var i spil igen. Således offentliggjorde Sauber F1 i juli i år, at de havde slået en klo i den erfarne franskmand.

Umiddelbart skulle man tro, at der, i sammenligning med Renault, er enorm forskel på at arbejde i et lille privatejet, schweizisk Formel 1-team. Det er Vasseuer dog ikke enig i.

”Der er ikke den store forskel, ”udtaler teamchefen til BMF1. ”De to teams er meget passionerede, og i begge tilfælde er der tale om virkelig ægte racing-teams.”

Pascal Wehrlein og Frédéric Vasseur (th).
Copyright Sauber F1


”Lige nu er jeg ved at få teamet i den samme retning, for da jeg kom til Renault, var vi midt i en rekonstruktion, og det er nøjagtig det samme hos Sauber. Jeg håber dog, at jeg vil få en anden type udfordringer i fremtiden, for det er faktisk en smule hårdt,” smiler Vasseur.

”På den anden side er det også en spændende udfordring, for vi ved, hvor vi er i dag og hvor meget arbejde, der ligger foran os.”

”Det er det samme, hvad angår kørersituationen: de er unge, de gør det godt, de har begge vundet et par løb og mesterskaber i juniorserier, men der skal stadig forbedres. Det samme gælder teamet, ja, det er det samme for os alle.”

Teamchefen sender dog også et utvetydigt budskab til begge sine kørere, svenskeren Marcus Ericsson og tyskeren Pascal Wehrlein

”Vi bliver nødt til at sætte hinanden under et stort pres, alle sammen, inklusive kørerne, som begge skal forbedre sig og dermed give os deres bedste,” slutter Vasseur.

Med otte løb tilbage i F1-mesterskabet ligger Wehrlein på en 15. plads med 5 point og Ericsson på 19. pladsen uden point.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hülkenberg tænker ikke på kørernes VM Italiens GP: 3. frie træning - Regnen bestemte tem »