Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 16/5 2016 klokken 10:05
Vi lægger sædvanligvis ud med dem, som bragte sig helt til tops på denne liste.
Max Verstappen
Ja, det kræver jo ikke særlig meget spalteplads til at forklare, hvorfor vi finder gutten her på førstepladsen - både i gårsdagens løb og på denne liste - Max demonstrerede en teknisk og strategisk overlegenhed og modenhed, så man faktisk glemte, at gutten kun er 18 år gammel. Han havde Raikkonen helt oppe i gearkassen over en længere periode, men formåede alligevel at holde hovedet koldt og "gemme" sin fulde acceleration til sidste sving ud på start/mål langsiden, hvilket lige præcis gav ham de ekstra meter, der var nok til, at Raikkonen ikke kunne fange ham inden første sving. At sejren så kommer på bekostning af Mercedes' fravær, lader vi lige ligge et øjeblik, men vi må bare håbe, at Max's sejr i går ikke bliver en Maldonado sejr - som sjovt nok også kom på netop denne bane.
Carlos Sainz Jr.
Spanieren kørte faktisk et ret så anonymt løb, men formåede alligevel at sætte en sjetteplads i banken, efter en overgang næsten at have været helt med oppe, hvor det er rigtig sjovt. Det må give stof til eftertanke hos Red Bull, når man tænker på, at deres dag i går faktisk var en dag med blandede følelser. Godt nok fik de en sejr, men at de smider Ricciardo effektivt ud af toppkampen er en ærgerlig taktik for det hold, som havde alting i deres hænder efter første omgang, og som før har vist taktisk snilde, da en vis tysker kørte for dem. Vi må se, om de næste løber giver anledning til, at Ricciardo skal til at se sig lidt over skulderen.
Kimi Raikkonen
Det er nok en lidt mindre hot af slagsen, for man kan i virkeligheden spørge om, hvor meget der er tilbage i Raikkonen? Der er kæmpe stor forskel på hans bundniveau fra tid til anden, hvor en peformance som i går leder tankerne tilbage til de tider, hvor han smed noget vodka i maskineriet og kørte bilen som ingen troede, at den kunne køres. Det var en solid præstation i går, og finnen satte ikke en finger forkert, men jeg er dog en smule bekymret for, om det kan blive ved?
Lad os nu i stedet vende os mod dem, som desværre ikke var weekendens heldigste personer.
Mercedes
Grunden til deres førsteplads er egentlig ikke selve balladen, som blev skabt i går. Den har vi efterhånden været vant til gennem et stykke tid, og man gik egentlig bare lidt og ventede på, at det uundgåelige sammenstød ville komme. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at denne not-placering faktisk bærer en snært af hot i sig - for tænk lige over hvilket løb vi fik, da Mercedes ikke længere var i front. Jeg har den største respekt for, hvad Mercedes har formået at skabe, men hvor var det dog forfriskende at få set, hvor tæt Ferrari og Red Bull faktisk kan være på hinanden og se de kampe om føringen og podiet, som ikke på samme måder kommer frem, når Mercedes sætter standarden. Det var en fornøjelse at se, og man havde ikke på samme måde mulighed for at konkludere resultatet halvvejs inde i løbet. Det var en god søndag.
Renault og Kevin Magnussen
De fik det aldrig rigtig til at spille igår. Man sad lidt gennem løbet med en følelse af, at hverken banen eller bilen passede dem. Det var en 66 omganges lang kamp for Renault og Kevin, der ikke blev bedre af, at den hårdeste dæk-compound nærmest nægtede at acceptere raceren og ikke ville samarbejde. At de to kørere så oven i formår at kollidere med hinanden sætter punktum for en miserabel weekend, der ellers tegnede ganske udmærket med årets første deltagelse i Q2.
Daniil Kvyat
Er Kvyat's karriere ved at være slut allerede inden, at den for alvor kom i gang?
Jeg har ondt af russeren, hvis rygterne om den måde, hvorpå Red Bull har håndteret kører-byttet er sande, for uanset hvad, så har det været et kæmpe slag i ansigtet for Kvyat, som selvfølgelig har haft nogle problematiske løb osv., men man kan ikke lade være med at tænke, at det lugter langt væk af et fejlsats, som man ikke rigtig vil erkende, men i stedet prøver at sminke med diverse forklaringer om udviklingspotentiale og genfinding af sig selv.