En af de helt store overskrifter i denne weekend har været straffe og mange af dem, fordi der er et par kørere som har taget en ordentlig bunke straffe. De kørere er Fernando Alonso, som inden i dag var oppe på 35 strafplaceringer og Lewis Hamilton, som var helt oppe på 55. Udover dem, så har vi også tidligere skrevet, at Marcus Ericsson havde fået en straf på 10 placeringer. Alle tre havde fået straf, grundet skift af motor eller motordele.
Esteban Gutierrez
Copyright Haas F1
Siden kvalifikationen i går er der så kommet lidt flere straffe. En af straffene er kommet til en "ny" kører i denne weekends straf-bande, mens den anden straf er kommet til en gammel kending. Den nye i banden er Esteban Gutierrez, som har fået en fem placeringers straf, fordi han kørte uforsvarligt under den tredje frie træning. Her kørte mexicaneren nemlig langsomt på toppen af Eau Rouge, hvor Pascal Wehrlein kom med fuld fart og kun lige nåede at undvige Haas-raceren. Den straf betyder at Gutierrez skal starte som nummer 18 i stedet for nummer 13.
Fernando Alonso
Copyright McLaren Media
Den anden der har fået en straf er Fernando Alonso, fordi man har været nødt til, at skifte endnu en motor. Det betyder, at spanieren nu er oppe på 60 strafplaceringer, hvilket betyder at han skal starte som nummer sidst. Lewis Hamilton stod ellers til at skulle starte sidst, men da briten "kun" har 55 strafplaceringer, så er det nu den tidligere spanske verdensmester, som har den fornøjelse.