Øjeblikkets førende kører i Formel 1-mesterskabet, Nico Rosberg, Mercedes, afslørede umiddelbart efter Canadas Grand Prix, at han var faretruende tæt på at løbe tør for brændstof i løbets sidste stadier.
"Fordi jeg havde kæmpet så hårdt hele vejen igennem løbet og hele tiden skulle overhale, var jeg virkelig lav på brændstof, og det var svært helt at vide hvor lav den (brændstofmængden, red.) var," forklarede Rosberg.
"Jeg vidste dog, at mængden var massivt lav, og derfra anede jeg ikke, om jeg ville være i stand til at gennemføre til mål. Jeg havde derfor et enormt arbejde med dels at lette på speederen og coaste på de sidste omgange bare for at komme over start/mållinien."
Nico Rosberg
Copyright Daimler Benz
Efter et infight med teamkammeraten Lewis Hamilton i sving 1, hvor tyskeren måtte bruge ”flugtvejen” i afkørselsområdet, dumpede Rosberg ned på P9. Herefter kæmpede han sig op på P4, for kort efter at konstatere, at han på omgang 51 havde en sivepunktering fra sit højre baghjul, som, efter pitstoppet, sendte ham ned på P7.
Herefter fik Rosberg en serie advarsler på sit rat men formåede alligevel at kæmpe sig op på P5, hvor det, trods et helhjertet forsøg inkl. en tur i afkørselsområdet i sidste chikane, på sidste omgang ikke lykkedes ham at passere Max Verstappen i Red Bull.
"Det (brændstoffet, red.) var det store problem i kampen med Max. Jeg kunne forsøge nogle angreb, men hver gang forsvarede han sig godt. Og jeg havde brug for at holde igen for at spare brændstof," tilføjede Rosberg.
Nico Rosberg
Copyright Pirelli
"Det var virkelig massiv administration for mig, og i det hele taget var løbet enormt kompliceret med en masse problemer. Jeg havde bremseadvarsler og jeg fik en punktering, som sandsynligvis kostede mig podiet.”
"Det var en heftig opgave at styre det hele, og derefter fik jeg kampen med Verstappen, som var meget tæt på grænsen, men alligevel racing.”
”Jeg nåede ikke at komme forbi ham, og jeg prøvede alt. Så havde jeg et spin til slut. Jeg formåede at komme i gang igen, men samtidig var jeg på grænsen med brændstoffet.”
"Så i sidste ende er femtepladsen en stor skuffelse, fordi vores bil var fantastisk og god nok til at vinde," lød det fra en ærgerlig Nico Rosberg.