Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 4/7 2017 klokken 11:07
Joylon Palmer havde noget nær en miserabel weekend i Baku, hvilket inkluderede læk af brændstof, mens Max Verstappen endnu engang måtte se sig saboteret af Renault's motor, da han fik flere hydrauliske problemer.
Renault havde op til weekenden i Baku introduceret en motor, der ifølge Renault's chef, Cyril Abiteboul, var op til 0,2 sekunder hurtigere pr. omgang, og den motor er nu blevet justeret, således at den gerne skulle holde længere end den gjorde i premieren.
"Vi har fundet en ny procedure, således at vi kan nå at fange problemerne inden, at bilerne når til banen, og vi har arbejdet med stor opmærksomhed på dette område", udtaler Tarin til planetf1.com
"I forhold til vores kundeteams, så har vi set nogle sammenfald af tilfælde, og vi har nu konkluderet, at problemet ligger i batteriets opladningsenhed, og vi har nu skabt nogle nye specifikationer, der gør, at dette område ikke længere skulle være et problem", slutter den tekniske chef.
Det bliver spændende at se, om Renault og Red Bull får et motorfejlfrit løb i Østrig i den kommende weekend.