Red Bull vil sende Gasly til Japan

Han fik ikke sædet hos Toro Rosso, så nu overvejer Red Bull at sende Pierre Gasly til Japan.

F1 test Østrig den 23. juni 2015 . Copyright Red Bull Photofiles

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 4/11 2016 klokken 13:11

Mange havde nok regnet med at franske Pierre Gasly ville være at finde i det ene sæde hos Toro Rosso i næste sæson, men sådan gik det ikke. Det lille Red Bull team har nemlig valgt at forlænge kontrakten med Daniil Kvyat, så russeren igen er at finde hos det italienske team, med østrigske aner i næste sæson. Det giver så Red Bull et luksus problem fordi, hvor skal de så gøre af Gasly? Det gode spørgsmål er de så småt ved at finde svaret på og svaret kan være, at gøre som McLaren.

Pierre Gasly
Copyright Red Bull Photofiles


Red Bull overvejer nemlig at sende Gasly til Japan, for at køre Super Formula, ligesom McLaren har gjort med Stoffel Vandoorne i denne sæson. Det kan være en god ide og en ide, som franskmanden da heller ikke vil udelukke.

"Jeg er sikker på det kunne være en fin udfordring for mig. Jeg har talt en del med Stoffel omkring det og han har fortalt mig, at han tror det kunne være en god udfordring for mig. Bilerne er meget gode og konkurrencedygtige og niveauet er højt dernede. Det er så også en hel anden kultur, men fik jeg muligheden ville jeg være klar på at tage af sted," lyder det fra Gasly.

Stoffel Vandoorne
Copyright McLaren Media


Der mangler fortsat to løb af årets GP2-sæson, og her ligger Pierre Gasly lige pt. nummer to, syv point efter Antonio Giovinazzi. Skulle franskmanden formå at vinde GP2 ville han dermed komme til at stå i den samme situation som Stoffel Vandoorne stod i sidste år, da han blev GP2-mester, men ikke fik en plads i Formel 1.

Derfor kunne det måske give god mening at tage til Super Formula, som i virkeligheden er den gamle Formel 3000 klasse. Ralf Schumacher blev japansk Formel 3000 mester i 1996 og Stoffel Vandoorne blev nummer fire i denne sæson og han tog to sejre, så det er en ganske fin klasse.

Tom Kristensen klar til første Le Mans-sejr sammen med Stefan Johansson og Michele Alboreto efter oplevelserne i Japan
Copyright Joest Racing


I 1995 var der dog en anden kendt motorsportspersonlighed som sluttede på tredjepladsen i mesterskabet. En eller anden gut ved navn Tom Kristensen, som senere gik hen og vandt Le Mans en hel del gange.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Marcus: Jeg bliver nok hos Sauber Renault: En vanskelig beslutning »