Renault er tilbage i Formel 1 som fabriksteam efter at have været ude i nogle år. Mens de var ude, vandt de nogle VM-titler med Red Bull, men i de sidste par sæsoner har det virket som om Renault havde tabt motivationen for at bygge gode motorer. Derfor har man lavet en masse omstruktureringer over vinteren i håb om at genvinde den form man havde på motorfronten, da Red Bull og Renault dominerede.
Renault RS.16
Copyright Renault Sport
Den omstrukturering er Renault efterhånden færdig med, så derfor tror Red Bull teamet, at Renault begynder at levere resultater fra nu af.
"Kigger man på motor, så synes jeg at gutterne hos Renault har gjort et rigtig godt stykke arbejde over vinteren. Jeg tror, at de omstruktureringer de har lavet er begyndt at bære frugt og forhåbentlig bliver det endnu bedre, når de kommer med en opdateret motor," lyder det fra Red Bulls Christian Horner.
Christian Horner
Copyright Red Bull Contentpool
Hos Red Bull regner man altså med at blive bedre, når Renault kommer med den næste motor-opdatering. Så er spørgsmålet bare, om de gode takter man ser hos Red Bull snart begynder at smitte af på Renaults eget team.