Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 2/10 2016 klokken 11:10
For de morgenfriske har denne søndag ikke manglet spænding - i hvert fald ikke i F1-sammenhæng.
Starten på løbet var også noget anderledes, end den plejede at være. Charlie Whiting plejer normalt at give tilladelse, og de røde lamper tænder. Det skete dog ikke i dag, da starten blev meldt afbrudt, men alligevel satte hele feltet igang, og altså uden at lamperne formelt havde givet tegn dertil.
Ned mod første sving så det ud til, at Hamilton og Rosberg ville holde deres respektive pladser. Rosberg havde et godt skud på Hamilton i højre-venstre kombinationen, men en lidt for friskt kørende Sebastian Vettel valgte at køre sig selv ud af løbet og tog Rosbergs bagende med, så sølvpils-tyskeren blev henvist til sidstepladsen, mens Vettel selv måtte parkere i græsset. Længere nede i feltet blev Kevin Magnussen ramt bagfra, hvilket gav ham problemer løbet igennem indtil, at teamet valgte at trække ham ud.
Herfra så Hamilton sig faktisk ikke tilbage hele løbet igennem. Næsten. Længere nede efter cirka 10 omgange havde Grosjean problemer med sine bremser ned mod sidste sving, hvilket sendte ham i grusgraven, hvor han sad uhjælpeligt fast og måtte udgå. Det var i det hele taget en uheldig dag for Haas teamet, da også Gutierrez senere måtte udgå efter at have oplevet, at hans venstre fordæk simpelthen faldt af.
Herfra fandt løbet et ganske stabilt leje, hvor kun Nico Rosberg havde godt gang i overhalingerne, da han jo havde en del at indhente. Han endte på en tredjeplads, hvilket må siges at være mere end godkendt.
Bedst som det så ud til, at det skulle være den store triumf for Hamilton, indtraf tragedien. TV-billederne viste verdensmesterens bil i flammer, hvilket fuldstændigt ødelagde det næsten vanlige billede af en Hamilton i total kontrol.
Det betød, at GP'et nu havde de to Red Bull's i front, som efter løbets afslutning også fik selskab af Rosberg på podiet. Det til trods for, at Rosberg modtog en 10-sekunders straf for at have foretaget en lidt for aggressiv overhaling på Raikkonen nogle omgange tidligere.
Et begivenhedsrigt Malaysisk Grand Prix, som uden tvivl var værd at stå op til. Det betyder samtidig, at Rosberg udbygger sin føring i VM-stillingen. Der er nu en reel chance for, at Rosberg kunne gå hen og hente sin længe ventede VM-titel i denne sæson, men der er dog stadig lang vej endnu og mange, ting, der skal gå op i en højere enhed for tyskeren.