- Forside
Legender: Alberto Ascari
At Alberto Ascari skulle blive racerkører var ikke overraskende. Det var heller ikke den store overraskelse, at han vandt hele 2 mesterskaber. Men omstændighederne omkring hans død i 1955, vil for evigt stå som et af de største uløste mysterier i sporten.
Af: (@bmf1.dk) d. 4/12 2006 klokken 01:12
Alberto Ascari 1913-1955
Verdensmester 1952, 1953
Som søn af en af mellemkrigsårenes største kørere, var Alberto Ascari næsten født ind i motorsporten, og han blev selv en af sportens mest dominante og højt elskede verdensmestre. Da Ascari var størst, var sporten livsfarlig, men han formåede at udvise en enorm præcision, en millimeter nøjagtighed og en yderst fornuftig og sikker kørsel. Alligevel var Alberto Ascari overtroisk, grænsende til det maniske, og gjorde alt for at undgå at udfordre skæbnen. Men hans uforklarlige dødelige ulykke - som skete da Ascari var nøjagtig lige så gammel som da hans egen far døde, den samme dag i måneden og under uhyggeligt ens omstændigheder - vil altid stå som et af Formel 1 sportens store uløste mysterier.
Alberto Ascari blev født i Norditalien, nærmere bestemt Milano, den 13. juli 1918. Hans far Antonio, var Italiens mest berømte kører og plejede at tage sin lille dreng med når han skulle køre væddeløb. To uger før sin 7 års fødselsdag, blev faderen dræbt mens han førte det franske Grand Prix i Mont Lehry. Fra den dag var lille Albertos passion kun at køre væddeløb, koste hvad det ville. Det berømte Ascari navn var bestemt ikke en hindring for den unge racerkører. Dog startede Alberto Ascari ikke sin karriere på fire, men på to hjul. Som 19-årig blev han hyret til at køre for motorcykelteamet Bianchi. Hans første løb på fire hjul skete i 1940, da han fik muligheden for at bevise sit værd i Mille Miglia. Enzo Ferrari som var gode venner med Ascaris far, gav den unge racerkører chancen i en Ferrari Tipo 815 Spyder.
Albert Ascari, Ferrari 500, Buenos Aires 1953
Da Italien gik ind i Anden Verdenskrig, blev Ascari familiens garage, næsten udelukkende brugt til at reparere og vedligeholde militære køretøjer. Under krigen etablerede han også et transportfirma, som blandt andet leverede benzin til de italienske tropper i Nord Afrika. Hans partner i dette firma var en racerkører ved navn Luigi Villoresi, som Ascari fik et far-søn forhold til. Da krigen sluttede, var Alberto Ascari blevet en hengiven ægtemand og familiefar til to børn, og havde egentlig opgivet at køre væddeløb igen.
Det lykkedes Villoresi at overtale Ascari til at genoptage racer karrieren. I 1947 købte han en Maserati 4CLT og da han havde skrabet 5 millioner lire sammen, var hans karriere tilbage på sporet. Han og Villoresi havde stor succes på de nord-italienske racerbaner, og succesen fortsatte i 1948. Året efter blev både Ascari og Villoresi hyret af Ferrari, og Ascari vandt hele fem løb. I 1950 havde han ni sejre og i 1951 seks, alle sammen både i og udenfor
Formel 1. I 1952 missede Ascari det første løb i Formel1 kalenderen i Schweiz, men alligevel vandt han hele seks løb ud af syv mulige i Ferrari 500 og kunne kalde sig for verdensmester. 1953 blev ikke stort anderledes. Han vandt fem løb og selvom modstanderne, Fangio og Gonzales var betydeligt hurtigere end året før, kunne de intet stille op. Alberto Ascari blev den første dobbelte verdensmester. En stor kører, beundret af sine samtidige, og blev hurtigt et idol der kunne charmere alle.
Alberto Ascari, Ferrari 125, Bremgarten 1950
Sæsonen ´54 var umådelig frustrerende for den dobbelte verdensmester. Faktisk kunne han få lige hvad han pegede på, men det var ikke nok. Han stoppede samarbejdet med Ferrari efter ´53 og skrev kontrakt med det ambitiøse Lancia team. Arbejdet med bilen skred dog kun langsomt frem og debuten blev hele tiden udsat. Imens kunne de italienske teams kun se måbende til, da Mercedes lancerede revolutionerende strømlinede "Sølvpile". Ascari og Villoresi blev løst af kontrakten for Lancia og kom til Maserati for at imødekommende den tyske trussel, og for at bevare den italienske overlegenhed. De kunne godt have sparet sig. Mercedes´erne var alt for hurtige. Noget måtte gøres, og efter et par usuccesfulde ture tilbage i Ferrari-lejren op gennem 1954, blev to Lancia vogne, med malingen stadig våd, i al hast gjort klar til det sidste Grand Prix i 1954, det spanske. Starten gik godt, Ascari fik hurtigt en kæmpe føring, men på 9. omgang måtte han udgå med gearproblemer. Mike Hawthron vandt løbet, men det var Fangio der tog mesterskabet.
Hans navn var som tidligere nævnt en stor hjælp, men også hans vindende væsen var med til at sikre ham en plads som "folkets" mand. Han var nem at holde af for fansene, som syntes om ham på grund af hans naturlighed og hans attitude der var helt nede på jorden. Selv hans idiosynkratiske overtro blev accepteret, da mange så det som et værn mod det farlige som sporten - især i de dage - trods alt bestod af. Så han en sort kat, gjorde han alt for at den skulle krydse hans vej, han var skrækslagen for "uheldige" numre og der var ingen der måtte røre den mappe, hvori han opbevarede sin karakteristiske blå hjelm og skjorte, handsker og briller.
Alberto Ascari i sin Ferrari 375, Petralbes(Barcelona)1951
Som kører var Ascari ikke en afslappet kører. Han nærmest stirrede ud gennem sine kørebriller og koncentrerede sig 100 procent om at køre bil. Han angreb hvert sving på en markant facon. I stedet for at glide ind i svinget som Fangio, så drejede han rattet i små aggressive ryk. Han var stort set umulig at overhale og havde man ham i spejlene, var der mange kørere, der havde udtalt at de var ligefrem skrækslagne når de så Ascari igang med at overhale dem.
Alberto Ascari havde sikkert indre dæmoner der red ham som en mare. Han sov næsten ikke, og havde næsten altid urolig mave, sikkert på grund af mavesår. Enzo Ferrari, der vidste at Ascari var familiemand med stort F, spurgte ham engang, hvorfor han ikke viste sine følelser. Til det svarede Ascari: "Jeg foretrækker at opdrage mine børn hårdt. Så vil de ikke elske mig for højt, hvis jeg en dag pludselig bliver revet fra dem".
Monaco. 1955. Ascari spændte alle sine muskler og sener i kroppen, og hentede 2-3 sekunder per omgang i forhold til Stirling Moss i Mercedes W196. På 81. omgang gav Moss´ Mercedes op, stemplerne var røget, dermed var han ude af mesterskabet. Fangio var også udgået tidligere og vejen var lagt til Lancias første sejr. Da Ascari kørte op mod Casino, kunne han ikke høre det alle tilskuerne allerde vidste: At sejren stort set var hjemme og han behøvede ikke at presse bilen mere. Publikum begyndte at signalere til ham og prøvede at fortælle ham nyheden, men det ødelagde hans koncentration. Han strøg ind i tunnellen og ud igen i det strålende solskin. De samme gestikulerende hænder og ivrige råb mådte ham. Det distraherede ham i et vitalt sekund og det blev umuligt at gennemføre chikanen efter tunnel udgangen. Den eneste mulighed var at køre direkte gennem barrieren og med halmballer flyvende omkring sig, kørte Ascari direkte i havnebassinet. Efter flere sekunder hvor alle holdt vejret, dukkede han op i sin blå hjelm. Trintignat vandt løbet og Ascari slap med en brækket næse.
Alberto Ascari, 1952, Ferraris første kørertitel
Fire dage senere var Alberto Ascari på benene igen, denne gang overværede han test på Monza. Lige før han ville køre hjem for at spise frokost med sin hustru, besluttede han lige at ville køre et par omgange i vennen Castellotti´s Ferrari. Iført ikke andet end skjorteærmer, almindelige bukser og vennens hjelm - hans havde glemt sin egen blå lykkehjelm - kørte han afsted. Da bilen kom ud af en skarp kurve på tredje omgang, skred Ferrari´en ud, vendte rundt på næsen og vendte rundt to gange. Ascari blev smidt ud af bilen under uheldet og var død efter få minutter.
Hvad var der sket? Var der et dyr på vejen, måske en sort kat? Havde der været et pludseligt vindstød? Uanset hvad står de uhyggelige kendsgerningr tilbage. Alberto Ascari døde den 26. maj 1955, 36 år gammel. Hans far, Antonio, døde den 26. juni 1925, ligeledes 36 år gammel. Begge havde vundet 13 Grand Prix løb. Begge døde nøjagtig fire dage efter en alvorlig ulykke. Begge havde de mistet kontrollen over bilen i hurtige, men nemme venstre-kurver. Begge efterlod kone og to børn.
Hele Italien gik i stå ved nyheden om den store helts død. Ved begravelsen i Milano, blev hele byen stille. En stille procession gik gennem gaderne og op mod en million mennesker - alle klædt i sort - havde taget opstilling langs optoget, for at sige farvel til deres helt. det krævede hele 15 hestevogne bare at bære alle blomsterne og kransene som blev kastet på vognene, og hestevognen med Ascaris blev trukket af 4 kulsorte heste, og hans berømte blå hjelm lå oven på den sorte kiste. Og på kirkegården i Milano blev Alberto Ascari lagt til hvile ved siden af sin far.
Verdensmester 1952, 1953
Som søn af en af mellemkrigsårenes største kørere, var Alberto Ascari næsten født ind i motorsporten, og han blev selv en af sportens mest dominante og højt elskede verdensmestre. Da Ascari var størst, var sporten livsfarlig, men han formåede at udvise en enorm præcision, en millimeter nøjagtighed og en yderst fornuftig og sikker kørsel. Alligevel var Alberto Ascari overtroisk, grænsende til det maniske, og gjorde alt for at undgå at udfordre skæbnen. Men hans uforklarlige dødelige ulykke - som skete da Ascari var nøjagtig lige så gammel som da hans egen far døde, den samme dag i måneden og under uhyggeligt ens omstændigheder - vil altid stå som et af Formel 1 sportens store uløste mysterier.
Alberto Ascari blev født i Norditalien, nærmere bestemt Milano, den 13. juli 1918. Hans far Antonio, var Italiens mest berømte kører og plejede at tage sin lille dreng med når han skulle køre væddeløb. To uger før sin 7 års fødselsdag, blev faderen dræbt mens han førte det franske Grand Prix i Mont Lehry. Fra den dag var lille Albertos passion kun at køre væddeløb, koste hvad det ville. Det berømte Ascari navn var bestemt ikke en hindring for den unge racerkører. Dog startede Alberto Ascari ikke sin karriere på fire, men på to hjul. Som 19-årig blev han hyret til at køre for motorcykelteamet Bianchi. Hans første løb på fire hjul skete i 1940, da han fik muligheden for at bevise sit værd i Mille Miglia. Enzo Ferrari som var gode venner med Ascaris far, gav den unge racerkører chancen i en Ferrari Tipo 815 Spyder.
Da Italien gik ind i Anden Verdenskrig, blev Ascari familiens garage, næsten udelukkende brugt til at reparere og vedligeholde militære køretøjer. Under krigen etablerede han også et transportfirma, som blandt andet leverede benzin til de italienske tropper i Nord Afrika. Hans partner i dette firma var en racerkører ved navn Luigi Villoresi, som Ascari fik et far-søn forhold til. Da krigen sluttede, var Alberto Ascari blevet en hengiven ægtemand og familiefar til to børn, og havde egentlig opgivet at køre væddeløb igen.
Det lykkedes Villoresi at overtale Ascari til at genoptage racer karrieren. I 1947 købte han en Maserati 4CLT og da han havde skrabet 5 millioner lire sammen, var hans karriere tilbage på sporet. Han og Villoresi havde stor succes på de nord-italienske racerbaner, og succesen fortsatte i 1948. Året efter blev både Ascari og Villoresi hyret af Ferrari, og Ascari vandt hele fem løb. I 1950 havde han ni sejre og i 1951 seks, alle sammen både i og udenfor
Formel 1. I 1952 missede Ascari det første løb i Formel1 kalenderen i Schweiz, men alligevel vandt han hele seks løb ud af syv mulige i Ferrari 500 og kunne kalde sig for verdensmester. 1953 blev ikke stort anderledes. Han vandt fem løb og selvom modstanderne, Fangio og Gonzales var betydeligt hurtigere end året før, kunne de intet stille op. Alberto Ascari blev den første dobbelte verdensmester. En stor kører, beundret af sine samtidige, og blev hurtigt et idol der kunne charmere alle.
Sæsonen ´54 var umådelig frustrerende for den dobbelte verdensmester. Faktisk kunne han få lige hvad han pegede på, men det var ikke nok. Han stoppede samarbejdet med Ferrari efter ´53 og skrev kontrakt med det ambitiøse Lancia team. Arbejdet med bilen skred dog kun langsomt frem og debuten blev hele tiden udsat. Imens kunne de italienske teams kun se måbende til, da Mercedes lancerede revolutionerende strømlinede "Sølvpile". Ascari og Villoresi blev løst af kontrakten for Lancia og kom til Maserati for at imødekommende den tyske trussel, og for at bevare den italienske overlegenhed. De kunne godt have sparet sig. Mercedes´erne var alt for hurtige. Noget måtte gøres, og efter et par usuccesfulde ture tilbage i Ferrari-lejren op gennem 1954, blev to Lancia vogne, med malingen stadig våd, i al hast gjort klar til det sidste Grand Prix i 1954, det spanske. Starten gik godt, Ascari fik hurtigt en kæmpe føring, men på 9. omgang måtte han udgå med gearproblemer. Mike Hawthron vandt løbet, men det var Fangio der tog mesterskabet.
Hans navn var som tidligere nævnt en stor hjælp, men også hans vindende væsen var med til at sikre ham en plads som "folkets" mand. Han var nem at holde af for fansene, som syntes om ham på grund af hans naturlighed og hans attitude der var helt nede på jorden. Selv hans idiosynkratiske overtro blev accepteret, da mange så det som et værn mod det farlige som sporten - især i de dage - trods alt bestod af. Så han en sort kat, gjorde han alt for at den skulle krydse hans vej, han var skrækslagen for "uheldige" numre og der var ingen der måtte røre den mappe, hvori han opbevarede sin karakteristiske blå hjelm og skjorte, handsker og briller.
Som kører var Ascari ikke en afslappet kører. Han nærmest stirrede ud gennem sine kørebriller og koncentrerede sig 100 procent om at køre bil. Han angreb hvert sving på en markant facon. I stedet for at glide ind i svinget som Fangio, så drejede han rattet i små aggressive ryk. Han var stort set umulig at overhale og havde man ham i spejlene, var der mange kørere, der havde udtalt at de var ligefrem skrækslagne når de så Ascari igang med at overhale dem.
Alberto Ascari havde sikkert indre dæmoner der red ham som en mare. Han sov næsten ikke, og havde næsten altid urolig mave, sikkert på grund af mavesår. Enzo Ferrari, der vidste at Ascari var familiemand med stort F, spurgte ham engang, hvorfor han ikke viste sine følelser. Til det svarede Ascari: "Jeg foretrækker at opdrage mine børn hårdt. Så vil de ikke elske mig for højt, hvis jeg en dag pludselig bliver revet fra dem".
Monaco. 1955. Ascari spændte alle sine muskler og sener i kroppen, og hentede 2-3 sekunder per omgang i forhold til Stirling Moss i Mercedes W196. På 81. omgang gav Moss´ Mercedes op, stemplerne var røget, dermed var han ude af mesterskabet. Fangio var også udgået tidligere og vejen var lagt til Lancias første sejr. Da Ascari kørte op mod Casino, kunne han ikke høre det alle tilskuerne allerde vidste: At sejren stort set var hjemme og han behøvede ikke at presse bilen mere. Publikum begyndte at signalere til ham og prøvede at fortælle ham nyheden, men det ødelagde hans koncentration. Han strøg ind i tunnellen og ud igen i det strålende solskin. De samme gestikulerende hænder og ivrige råb mådte ham. Det distraherede ham i et vitalt sekund og det blev umuligt at gennemføre chikanen efter tunnel udgangen. Den eneste mulighed var at køre direkte gennem barrieren og med halmballer flyvende omkring sig, kørte Ascari direkte i havnebassinet. Efter flere sekunder hvor alle holdt vejret, dukkede han op i sin blå hjelm. Trintignat vandt løbet og Ascari slap med en brækket næse.
Fire dage senere var Alberto Ascari på benene igen, denne gang overværede han test på Monza. Lige før han ville køre hjem for at spise frokost med sin hustru, besluttede han lige at ville køre et par omgange i vennen Castellotti´s Ferrari. Iført ikke andet end skjorteærmer, almindelige bukser og vennens hjelm - hans havde glemt sin egen blå lykkehjelm - kørte han afsted. Da bilen kom ud af en skarp kurve på tredje omgang, skred Ferrari´en ud, vendte rundt på næsen og vendte rundt to gange. Ascari blev smidt ud af bilen under uheldet og var død efter få minutter.
Hvad var der sket? Var der et dyr på vejen, måske en sort kat? Havde der været et pludseligt vindstød? Uanset hvad står de uhyggelige kendsgerningr tilbage. Alberto Ascari døde den 26. maj 1955, 36 år gammel. Hans far, Antonio, døde den 26. juni 1925, ligeledes 36 år gammel. Begge havde vundet 13 Grand Prix løb. Begge døde nøjagtig fire dage efter en alvorlig ulykke. Begge havde de mistet kontrollen over bilen i hurtige, men nemme venstre-kurver. Begge efterlod kone og to børn.
Hele Italien gik i stå ved nyheden om den store helts død. Ved begravelsen i Milano, blev hele byen stille. En stille procession gik gennem gaderne og op mod en million mennesker - alle klædt i sort - havde taget opstilling langs optoget, for at sige farvel til deres helt. det krævede hele 15 hestevogne bare at bære alle blomsterne og kransene som blev kastet på vognene, og hestevognen med Ascaris blev trukket af 4 kulsorte heste, og hans berømte blå hjelm lå oven på den sorte kiste. Og på kirkegården i Milano blev Alberto Ascari lagt til hvile ved siden af sin far.