Legender: Nino Farina

Verdensmester 1950

Den første.

Formel 1 historiens første verdensmester kom fra en privilegeret baggrund i Turin, Italien, og havde en særegen køreteknik, der blev kopieret af mange andre kørere.
På banen var Farina en benhård, målrettet og kompromisløs kører, og stolede fuldt og fast på sine egne evner og mod. Dette var nødvendigt, for mange af de andre kørere var klart større talenter end ham. Han var en intelligent, men benhård racerkører, veg ikke for nogen og var ofte direkte så livsfarlig i løb, at der er få kørere, som har udvist samme mangel på respekt for eget liv, som Farina.
Han overlevede sine utallige uheld, men mistede sit liv uden for banen.

Det var skæbnen, at Guiseppe Antonio "Nino" Farina, skulle have med biler at gøre, dog ikke nødvendigvis som kører. Samme dag han blev født, etablerede hans far Giovanni, "Stabilimente Farina", et karosseri værksted i hjembyen Turin, som i forvejen husede en stor del af den italienske automobil industri.
Det var også her at Giovannis bror, Battista "Pinin" etablerede sin nye karosserifabrik, Carrozzeria Pinin Farina. Fabrikken blev hurtigt en succes og i 50´erne og 60´erne var navnet Pininfarina synonym med stilrent og smukt design til italienske sportsvogne.

Det var således allerede næsten bestemt, at Nino skulle arbejde i faderens firma en dag, men da han som 9 årig for første gang kørte lidt rundt i en lille bil på faderens fabrik, var hans skæbne beseglet. Han vidste allerede dengang, at han ville køre biler og ikke bygge dem. Hans første løb var som passager i onkel Pinin´s bil, og 3 år senere sad han selv bag rattet i et løb der for hans eget vedkommende endte med en ulykke. En kedelig tendens, der fulgte ham resten af hans karriere.


Guiseppe Antonio Farina, 1950 i Alfa Romeo 158

Farina var en usædvanlig personlighed. Han havde en nærmest uudslukkelig tørst efter viden, og et naturligt talent som sportsmand. I sine unge år var han både en hurtig løber, og også en talentfuld skiløber og fodboldsspiller. På Turin universitet læste han jura, blev professor og dermed Dottore Guiseppe Farina. Selvom hans akademiske evner lå nemt for ham, var det anderledes med hans indtræden i motorsport. Han aftjente sin værnepligt som officer i kavalleriet og derefter i et tankregiment under krigen, hvor hans kærlighed til maskiner og hestekræfter fortsatte.

I 1932 købte han en Alfa Romeo og forulykkede næsten med det samme, brækkede skulderen og skar sig slemt i ansigtet. Alligevel var hans lyst og sansynligvis også hans ego så stort, at han fortsatte med at køre racerløb. Farina skiftede til Maserati i et par år og selv om han ofte kørte galt, lykkedes det ham også at imponere en vis Enzo Ferrari. Han så muligheder i den unge kører og hyrede ham til sit Scuderia Ferrari Alfa Romeo team. Og det var her at Nino blev gode venner med den legendariske Tazio Nuvolari, hvis målrettethed og talent var en inspiration for unge Farina. Gennem Nuvolaris vejledning begyndte Farina at modnes som kører, og i 1938 havde han vundet nok løb til at blive kåret som Italiensk mester.

Efter krigens slutning genoptog "Nino" motorsporten og blev endda gift med den elegante og stilfulde Elsa Giaretto, der styrede et succesfuldt modeimperium i Turin. Hun mente at hendes mand måtte have andre og bedre ting at tage sig til, end prøve at slå sig ihjel ved at køre væddeløb, og forsøgte gentagne gange at overtale ham til at stoppe. Men kun 3 dage efter deres bryllup, fløj Farina til Argentina til et løb dér.
I 1950 blev han udnævnt til kaptajn på det 3 mand store Alfa Romeo team, som konkurrerede i en Grand Prix serie, der nu blev formelt organiseret af FIA som verdens første Formel 1 mesterskab.

Guiseppe Antonio Farina, Alfa Romeo 158, Silverstone 1950

Som holdkaptajn var det ham der tog beslutningerne og under hans ledelse, var det et stærkt team der stillede op til det første løb i den nye serie.
De 3 F´er blev de kaldt i deres kraftfulde Tipo 158´ere. Farina, 44, Juan Manuel Fangio, 39 og Luigi Fagiola, 52, sluttede mesterskabet i den orden. Farina vandt det første løb i Formel 1´s historie, det britiske Grand Prix på Silvertstone, og igen i Schweiz og Italien. Fangio vandt ligeledes 3 løb, men for Farina var det næsten en selvfølge at det var ham der blev den første verdensmester.

I 1951 var det an anden af de 3 F´er, nemlig Fangio, som dominerede. For Farina bød året kun på en enkelt sejr i Grand Prix serien, nemlig det belgiske, samt nogle stykker uden for Formel 1 serien. Farina skiftede til Ferrari året efter, i håb om endnu et verdensmesterskab, men blev udkonkurreret af endnu en yngre team-kollega, unge Alberto Ascari, som vandt 9 Grand Prix løb i træk i 1952 og 1953.
Guiseppe Farinas første sejr for Ferrari, og dermed hans sidste af 5 Formel 1 sejre, kom i Nürburgring i 1953. Senere samme år vandt han Spa 24 timers løbet, sammen med en anden Formel 1 pilot, Mike Hawthorne.

Velopdragen, charmerende og elskværdig, for det meste i hvert fald, men også utålelig, arrogant og distancerende. Han blev beskyldt for at være usentimental og en snob der ikke brød sig om andre kørere, med mindre de tilhørte samme klasse i samfundet som sig selv. Dette burde resultere i et had til kollegaen Fangio som kom fra ydmyge kår i Argentina, men da Fangio næsten blev dræbt i det Italienske Grand Prix i 1952, var Farina den første person på hospitalet, hvor han overrakte Fangio sin sejrspokal.

Guiseppe Antonio Farina, Ferrari 500, Holland 1952. Bemærk "kørerdragten".

Hans kælenavn "Gentlemanden fra Turin" var en reference til Farinas privilegerede baggrund og den naturlige ynde han besad, selv bag rattet. Han sad altid helt oprejst, stiv som et bræt, med armene fuldt udstrakt på rattet og ledte sin racerbil med rolige bevægelser, minimale udsving i rattet og en delikat følelse med speederen. Hans unikke kørestil blev kopieret af blandt andre Fangio og Stirling Moss, men han var stadig hård ved materiellet. Om det var hans manglende mekaniske forståelse eller noget andet, skal være uvidst, men sikkert er det, at han altid beskyldte et eller andet teknisk som årsag til sine mange ulykker, aldrig sig selv. Han troede ikke på held og var overbevist om, at det var Gud der holdt hånden over ham. og efter hvert uheld bad han til Jomfru Maria.

Som Fangio formulerede det: "Sådan som Farina kørte, var det kun den Hellige Jomfru der kunne holde ham på vejen, og vi troede alle en dag, at hun ville blive træt af at hjælpe ham". Selv Enzo Ferrari, som frygtede for Farinas fremtid, sagde: "En mand af stål, udvendig og indvendig. men jeg var altid nervøs. Han var som en fuldblodshest, uregerlig, men i stand til de mest forbløffende ting. Konsekvensen var at han var fast inventar på hospitalet".

Guiseppe Antonio Farina, Alfa Romeo 159B, Silverstone 1951

Farinas mange skader efter de utallige uheld - blandt andet brændte han næsten ihejl på Monza i 1954 - betød, at han havde brug for morfin og smertestillende medicin, for at blive ved med at udfordre skæbnen. Til sidst blev det for meget, og han trak sig tilbage som kører i 1955 og blev en succesfuld Alfa Romeo forhandler. Hans passion for Formel 1 fortsatte dog, og han var stadig på intet tidspunkt i tvivl om sine egne evner på kørebanen. Den 30. juli 1966, var han på vej fra Turin til det franske Grand Prix i sin Lotus-Cortina, da bilen i Alperne nær Chambery skred ud og slukkede en ildsjæl. Den første Formel 1 verdensmester blev 60 år.