Italiens GP; løbsresumé: Gasly vinder gyser GP i Italien

Der blev vendt op og ned på alt og alle denne søndag, hvor Gasly tog sin første sejr i sin karriere efter et GP, der viste alt det, der kan ske i F1.

Spaniens Grand Prix 2020 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 6/9 2020 klokken 17:09

Hamilton fastholdt som forventeligt sin startplads som nummer et ned mod første chikane, mens Carlos Sainz kørte sig op på andenpladsen, da Bottas ikke helt ramte starten perfekt. Også Lando Norris var klar til kamp denne eftermddag, da han med næb og klør fik vristet tredjepladsen fra Bottas, således at McLaren nu var nummer to og tre. Ricciardo ville også være med og kørte sig ligeledes forbi Bottas. Verstappen startede som nummer fem og måtte efter første omgang se sig henvist til ottendepladsen. Det var om muligt endnu værre for Magnussen, der var røget ned bagest i feltet, mens Vettel og Leclerc heller ikke formåede at forbedre sig.

Der manglede dermed ikke drama på første omgang, hvor Pierre Gasly og Albon kom lidt for tæt på hinanden længere nede i feltet og kom under lup hos løbets stewards. Der blev dog ikke gjort mere ved dette.

Efter de første fem omgange var Hamilton stukket af i front, mens Vettel på ingen måde kunne få det til at hænge sammen. Det blev understreget til fulde, da tyskerens bremser næsten faldt fra hinanden, som tv-billederne demonstrerede. Vettel var dermed første mand til at udgå.

Løbets stewards var ikke helt færdige med Albon, da de efterfølgende tildelte ham en straf på fem sekunder efter en episode med Romain Grosjean.

Perez begyndte stille og roligt at gøre klar til en overhaling på Norris, men englænderen var ikke sådan at komme forbi. Det var Ricciardo heller ikke for Bottas, faktisk et så stort et problem at Mercedes meddelte finnen, at hans Mercedes efterhånden havde det meget varmt. Også Perez begyndte at trække sig lidt ud af kampen.

Det gik heller ikke meget bedre for Leclerc, der først måtte se sig overhalet af Raikkonen, med en Ferrari motor, og derefter Alex Albon. På den baggrund blev Leclerc den første til at pitte. Magnussens eftermiddag blev heller ikke bedre end sidstepladsen, da han måtte parkere sin bil som følge af 'noget der gik i stykker'.

Det betød en ny ændring i løbet, da safetycaren kom på banen og altså ikke kun den virtuelle udgave. Det betød blandt andet, at Hamilton gik i pit, mens både Sainz, Norris og Perez blev ude. Derved var Sainz i føring. Det interessante var dog, at pitten blev lukket på samme tid som safetycaren blev sat på banen, hvilket kunne give problemer for Hamilton. Det blev kort efter bekræftet, at både Hamilton og Giovinazzi blev undersøgt for netop dette. Årsagen skulle findes i, at Magnussens bil skulle skubbes igennem pitten.

Pitten blev åbnet et par omgange senere, og stort set alle biler pittede, mens Hamilton igen kunne tage føringen, men måske ikke for længe. Det vendte i det hele taget godt og grundigt op og ned på placeringerne. Eksempelvis var Gasly lige pludselig oppe som nummer tre, mens Sainz røg helt ned som nummer otte. Leeclerc havde også lukreret på situationen og udnyttede langsiden ned mod første chikane til at overhale begge Alfa Romeo racerne. Det holdt dog meget kort, da Leclerc røg af banen under meget høj fart på vej ud af Parabolica. Det var dog ikke på grund af bremserne, men en kørefejl af Leclerc.

Det betød også en ny omgang med safetycar. Giovinazzi blev tildelt en 10 sekunders stop/go straf for at køre ind i pitten, mens denne var lukket. I samme ombæring blev løbet flaget rødt, da barrieren skulle repareres efter sammenstødet med Leclerc. Hamilton var i en længere dialog med sin løbsingeniør omkring placeringen af det røde lys, der skulle indikere, at den var lukket. Hamilton modtog senere samme straf som Giovinazzi, hvilket ville sende dem begge ned i bunden af feltet og Lance Stroll op som den førende. Selvom at løbet var stoppet var det ikke ensbetydende med, at alle kørere tog en slapper i solen. Lewis Hamilton tog turen op til løbets stewards, blandt andre Tom Kristensen, for at diskutere sin straf. Den blev der ikke ændret ved, og Hamilton skulle nu have alle værktøjer ud af kassen for at køre sig tilbage mod toppen.

Da løbet blev givet frit var det med Stroll, Gasly, Raikkonen, Sainz og Norris i top fem. Det blev en stående genstart og ikke et løb givet fri bag en safetycar.

Hamilton fik lov at beholde sin plads lidt endnu, mens Gasly fik kæmpet sig op på andenpladsen. Det gik helt galt for Lance Stroll, der bremsede alt for hårdt og kørte direkte ligeud i chikanen og ned som nummer seks. Raikkonen holdt fast i sin tredjeplads, der blev en andenplads, da Hamilton kørte i pit til sin straf. Verstappen fik også en forfærdelig start og røg helt ned som nummer 14.

Gasly førte altså løbet efterfulgt af Raikkonen, Sainz, Stroll, Norris, Bottas, Ricciardo, Ocon, Kvyat og Perez på tiendepladsen. Med 23 omgange tilbage havde Hamilton 30 sekunder op til Gasly på førstepladsen. Det blev en kort genstart for Verstappen der på omgang 30 måtte parkere bilen i garagen og udgå.

Gasly havde efter nogle omgange skabt sig et forspring på tre sekunder til Raikkonen, der på omgang 34 dog måtte se sig overhalet af spanieren. Stroll havde også fået kæmpet sig tilbage, og det varede ikke længe før, at han også satte Raikkonen til vægs og tilkæmpede sig tredjepladsen. Hamilton var på omgang 36 stadig nede som nummer femten, men kørte super hurtige tider. Også Norris ville havde flere point og kørte sig forbi Raikkonen og op på fjerdepladsen.

På sjettepladsen besluttede Bottas sig for, at det var nat med at ligge der og rode rundt. Han overhalede sin landsmand under en flot nedbremsning på vej mod første chikane.

Med 10 omgange tilbage havde Sainz 2,5 sekunder op til Gasly på førstepladsen. Hamilton havde kørt sig op som nummer 12, mens Bottas havde lige under et sekund op til Norris på fjerdepladsen.

Med 7 omgange tilbage var Sainz under to sekunder fra Gasly, og han kunne dermed blive den første til at vinde i en McLaren siden Jenson Button i Brasilien i 2012. Hamilton var nu oppe som nummer 10, mens Bottas stadig kæmpede for at komme forbi Norris.

Der var nu 5 omgange tilbage, og Sainz var lidt over et sekund fra Gasly. Stroll passede nærmest sin egen forretning på tredjepladsen, mens Norris havde fået skabt lidt luft til Bottas. Bottas havde til gengæld nu også en opgave i at holde øje med Ricciardo bagved ham. Hamilton havde kørt sig yderligere op som nummer ni.

Gasly gjorde alt rigtigt denne søndag og kørte sig til sin karrieres første sejr. Utroligt at se den udvikling, franskmanden har gennemgået siden, at han blev fyret fra Red Bull.

Sainz satte sig på andenpladsen, mens Stroll også til syvende og sidst måtte være fint tilfreds med en tredjeplads.

De resterende pladser i top 10 fordelte sig således: Norris, Bottas, Ricciardo, Hamilton, Ocon, Kvyat og Perez.

Dermed sluttede en søndag, der i den grad gav værdi for pengene. Noget som alle har trængt til siden de sidste løb har båret præg af total dominans fra Mercedes. Med Gasly og Alpha Tauri som vindere blev det alligevel en smule italiensk denne dag, hvor Ferrari var sat helt ud af spillet.

Skribenten her beklager, at dette resumé i stedet blev til et referat :-)








Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Italiens GP: Løbet LIVE Gaslys officielle reaktion på sejren »