Heineken ind i Formel 1

Ifølge forlydender er det hollandske bryggeri, Heineken, på vej ind i Formel 1 og det multinationale firmas reklamer skal allerede kunne ses under Canadas Grand Prix. Sponsoratet er godt for sporten, mener kilder.

Ferrari tager starten . Copyright Ferrari Media

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 11/5 2016 klokken 12:05

”Halv pris for F1-fans” vil være et fantastisk reklameslogan, når bryggeriet Heineken efter alt at dømme gør sin entre under det kommende Canadas Grand Prix i midten af juni måned. Om bryggerigiganten benytter overtegnedes forslag til et slogan er dog mere tvivlsomt.

Hidtil har Heineken sponsoreret Champions League og Rugby World Cup, og et øget fokus på Formel 1 anses af mediefolk som særdeles værdifuldt for Formel 1-sporten.

Indtil videre menes det, at sponsoratet begrænser sig til reklamer langs med og over banerne, som det ses med reklamerne fra Pirelli og Rolex.

Fremover vil vi måske også se omvandrende grønne øldåser fra Heineken.
Copyright Pirelli


Endvidere menes det, at flere teams allerede har modtaget henvendelser fra Heineken med henblik på reklamer på F1-bilerne. Nogle af spekulationerne går yderligere på, at samtlige biler vil bære en form for reklame for ølmærket.

”Det er godt nyt for Formel 1. Det er et højprofileret brand, som betyder penge, commitment og pålidelighed. Det kan kun være godt for sporten,” udtaler en kilde om aftalen til Autosport.

Heineken er en af Carlsbergs største konkurrenter på det internationale marked, og spørgsmålet er, om den danske bryggerigigant sidder udfordringen overhørig. Herfra kan vi foreslå at støtte danske Kevin Magnussen med nogle millioner kroner. Grønt og gult går smukt sammen.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Verstappen: Det har hele tiden været planen Er Arrivabene på vej ud? »