Kevin Magnussen opsummerede meget rammende Haas-teamets følelser efter weekenden i Monaco, da han sagde: ”Jeg er bare så glad for at slippe væk herfra, og kan næsten ikke vente på at ankomme til Montreal og komme i kamp igen.”
Til og med Monacos Grand Prix har Haas, i modsætning til de store teams som ”blot” bestiller nye dele på fabrikken, været tvunget til at reparere på bilerne efter diverse skader fra kerbs, sammenstød osv… Men til Canadas Grand Prix på Circuit Gilles Villeneuve møder teamet op med større opdateringer, som man forventer igen vil bringe dem op i toppen af midterfeltet.
Bl.a. kommer der en ny frontvinge til Haas VF-18, et nyt gulv (bund), et revideret bargeboard-område (sidekasserne m. vinger), flere andre smådele samt opdateringer fra Ferrari til motorenheden. Alt sammen opdateringer, som Kevin Magnussen ikke overraskende ser meget frem til.
Monacos Grand Prix skal i Haas' glemmebog.
Copyright Haas F1
"Vi ser alle frem til Canada og til at få nogle nye dele på bilen, komme tilbage til vores normale form og ikke mindst komme tilbage i kampen om pointene," lød det fra Magnussen.
Teamchef Günther Steiner mener dog ikke, at den nødvendige ekstra speed alene kommer fra den nye motor.
”Opdateringerne på motorerne er små, fordi de i forvejen er så utroligt teknisk udviklede. Så at opnå store fordele på det punkt er ret vanskeligt – men hver gang Ferrari giver os en opdatering, er der en god grund, og det er for at få mere fart.”
Ifølge regulativet for Formel 1, må teamene i år kun benytte tre motorer pr. sæson, og skiftet imellem de enkelte enheder følger et ganske bestemt mønster hos Haas.
"Du benytter din første udskiftningsmotor – hvilket stort set er motor nummer to – på omtrent dette tidspunkt af sæsonen. Du bruger motor nummer ét til FP1 og FP2, men ikke til FP3, da du benytter den nyeste motor lørdag formiddag til FP3 og derefter til kvalifikation og til løbet,” forklarede Steiner.
Nye opdateringer er på vej til Kevin Magnussens bil, som her kontrolvejes hos FIA
Copyright Bil Magasinet BMF1
”Lige nu er vi ved at lægge planerne med vores nuværende motor. Hvis alt går godt, kan vi nå sæsonslutningen uden at være tvunget til at bruge en fjerde motor og dermed få en gridstraf."
Selv om Monaco og Circuit Gilles Villeneuve er to meget forskellige banetyper, er der alligevel visse lighedspunkter, f.eks. tætte sving og ikke mindst barrierer, hvor der afregnes kontant – eksempelvis Wall of Champions i chikanen ved slutningen af banens high-speed langside – hvor mange stjerner har betalt prisen og måttet forlade løbet.
Hvorvidt opdateringerne på Haas VF-18 kommer til at give mere fart denne semi-hurtige 4.361 meter lange bane, kommer vi til at se om 9 dage.