Gør bilerne nemmere at køre

Formel 1-bilerne er blevet for teknologiske, så de skal gøres nemmere at køre mener svenske Stefan Johansson.

Lotus rat . Copyright Allan Haslund

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 17/7 2016 klokken 13:07

Formel 1 har altid været motorsportens kongeklasse og det har altid været en klasse, hvor der har været plads til at afprøve og udvikle ny teknologi. I gamle dage eksperimenterede man med alt fra sekshjulede biler, til biler med store ventilatorer bag på, mens det i dag mest er computer teknologien, der bliver eksperimenteret med. Det har dog fået den uheldige bivirkning, at bilerne er blevet for svære at køre, så kørerne ikke kan klare det hele selv, de har brug for at få hjælp fra deres engineer.

Jody Scheckter, Tyrrell P34, Monaco 1976
Copyright Getty Images


Det må de som bekendt ikke ifølge de nye radioregler, så derfor foreslår den tidligere svenske Formel 1-kører Stefan Johansson, at man gør bilerne mere "gammeldags".

"Det her er ved at blive en joke. Formel 1 har udviklet de her ekstremt komplekse indstillinger og justeringer på de nuværende biler, hvilket aldrig skulle have være gjort lovligt efter min mening. Det har gjort at kørerne ikke kan køre bilerne uden hjælp fra deres engineers, hvilket Formel 1 godt er klar over. Derfor har de valgt at bandlyse meget af radiokommunikationen, men det er ikke den rigtige løsning. Den rigtige løsning ville være at fjerne noget af teknologien, så kørerne skal køre og ikke koncentrere sig om andet," lyder det fra svenskeren.

Stefan Johansson sammen med Tom Kristensen og Michele Alboreto
Copyright Joest Racing


Stefan Johansson var en del af Formel 1-feltet sådan on and off i perioden 1980 til 1991, hvor han bl.a. kørte to sæsoner for Ferrari og en enkelt for McLaren. Svenskeren kom alt i alt til start i 79 løb, hvor han formåede at hente 12 podieplaceringer i alt. Dog er det nok ikke Formel 1, som mange danskere husker svenskeren for, det er nok mere for en sejr svenskeren tog på en lille bane nede i Frankrig, i 1997. Her var svenskeren nemlig holdkammerat med Tom Kristensen, da danskeren tog sin første Le Mans-sejr.

De to delte i øvrigt bilen med svenskeren tidligere holdkammerat hos Ferrari, den nu desværre afdøde italiener Michele Alboreto. Italienske Alboreto omkom under en ulykke da han testede for Audi i 2001.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ricciardo tror ikke på held Haas beslutter sig efter Monza »