Formel 1 til Saudi-Arabien?

Efter Bahrain og Abu Dhabi er Formel 1 nu åbenbart parat til den næste ørkenvandring: F1-bosserne forhandler i øjeblikket med Saudi-Arabien om at afholde et grand prix i ørkenstaten. En anden formel-serie kører der allerede.

Bahrains Grand Prix 2018 . Copyright Ferrari

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 6/8 2019 klokken 13:08

Det er næppe noget, der huer de inkarnerede og traditionsbevidste Formel 1-fans, for mens den ene klassiske Formel 1-bane efter den anden forsvinder fra kalenderen, er F1-bosserne på udgik efter nye græsmarker – denne gang i ørkenstaten Saudi-Arabien.

Den engelske avis The Times skriver, at der har været flere samtaler mellem forskellige F1-repræsentanter og mulige saudiarabiske arrangører. De forskellige F1-teams skulle også være blevet spurgt om deres holdning til et eventuelt grand prix i Saudi-Arabien.

Formel 1 er allerede på kalenderen i Bahrain og Abu Dhabi. Bahrains grand prix kritiseres jævnligt, fordi der foregår overgreb og for overtrædelserne af menneskerettighederne i landet.

I Saudi-Arabien er forholdene ikke umiddelbart bedre. Saudi-Arabiens fundamentalistiske udgave af islam og kongefamiliens brutale fremfærd over for oppositionen og menneskerettighedsforkæmpere samt diskriminationen af kvinder er veldokumenteret.

I henhold til Amnesty International foregår der jævnligt mere eller mindre offentlige henrettelser i landet.

Ifølge The Times forventer Formel 1-repræsentanterne "omfattende" garantier fra de saudiske arrangører, såfremt der skulle komme en aftale på plads. I den forbindelse drejer det sig om de kvinder, der arbejder i Formel 1, så de får de samme rettigheder som deres mandlige kollegaer.

Forrige år fik kvinder lov til at køre bil i Saudi-Arabien, hvilket tidligere var forbudt. Kvinderne har på det seneste også opnået en lidt større rejsefrihed.

På trods af reformerne bliver kvinder "systematisk diskrimineret" og er ikke i tilstrækkelig grad beskyttet mod seksuel vold og vold generelt, siger Amnesty International.

Ejeren af Formel 1, Liberty Media, har dog en meget stor interesse i at sætte sig på markedet i Mellemøsten og betragter det som et med et højt vækstpotentiale. Desuden kan Liberty Media forvente en klækkelig millionsum som startgebyr fra de saudiske arrangører.

Formel-sporten ville dog ikke være noget nyt i Saudi-Arabien: Sidste december startede Formel E deres sæson i netop Saudi-Arabien.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Valtteri Bottas: Jeg skal bruge en plan B Mexico forlænger med F1 »