Der var som bekendt gang i den på de sidste omgange af det seneste Formel 1-løb, som blev kørt i Mexico. Da løbet sluttede var Max Verstappen nummer tre, men han blev hurtigt degraderet og sendt ned på femtepladsen. Det betød at Sebastian Vettel blev tildelt tredjepladsen og dermed fik han lov til, at komme på podiet sammen med de to Mercedes-kørere. Siden hen har man dog frataget tyskeren tredjepladsen, fordi han forsvarede sig for voldsomt i duellen med Daniel Ricciardo.
Sebastian Vettel.
Copyright Ferrari Media
Det var her situationen sluttede, eller det troede vi i hvert fald, fordi nu har Ferrari sendt en anmodning til FIA, for at få dem til at revurdere beslutning omkring Vettels straf.
"Scuderia Ferrari har indsendt en anmodning til de Stewards som var til stede under det mexicanske grand prix. Anmodningen går på, at få dem til at revurdere den straf de gav Sebastian Vettel grundet hans opførsel i sving 4 på omgang 70. Scuderia Ferrari mener nemlig, at der er dukket nye elementer op, som gør at man bør kigge på sagen igen," skriver Ferrari blandt andet i deres officielle anmodning.
Podiet til Mexicos Grand Prix.
Copyright Mercedes AMG
Ferrari skriver også, at de godt ved at resultatet nok ikke bliver ændret, men at dette udelukkende er for at få klargjort reglerne på området. Det kan der måske være noget om, men mon ikke også de godt kunne tænke sig, at Sebastian Vettel får sin tredjeplads tilbage. Som tingene er lige nu slog Red Bull Racing jo Ferrari, ved at bruge det der i manges øjne bliver betegnet som beskidte tricks og den vil Ferrari nok ikke have hængende på sig.