Englands GP: Hot or Not

Det er dagen efter Englands Grand Prix, og det er tid til at gøre en subjektiv status over, hvem der gjorde sig enten positivt eller negativt bemærket.

Bahrains GP 2015 . Copyright Mercedes AMG GP

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 9/7 2018 klokken 12:07

Hot

Sebastian Vettel

Førstepladsen er der vidst ikke den store diskussion om. Vettel gjorde alt det, han gør bedst, når han er i front samtidig med, at han så også beviste, at han stadig har evnen til at sætte spektakulære overhalinger ind, selvom at det potentielt kunne have været forbundet med en vis risiko. Ferrari og Vettel skabte en smuk tysk/italiensk symfoni, som bragte Vettel en smule mere komfortabelt frem i tabellen og demonstrerede, at Mercedes nu er noget mere konstant end sporadisk under pres.

Lewis Hamilton og Kimi Raikkonen

Selvom at nogle måske vil henvise Kimi Raikkonen til not-listen pga. påkørslen af Hamilton på første omgang, som Mercedes gjorde alt for at gøre opmærksom på, at de var utilfredse med efterfølgende, så synes jeg stadig, at de begge fortjener pladsen her. Raikkonen fik sin straf, tog den, tog handskerne på, og kæmpede sig tilbage, mens Hamilton kørte sin bagdel ud gennem gulvet på raceren - begge to handlinger, der demonstrerer, hvorfor at de begge er blevet koryfæer inden for sporten. Det var en sand fornøjelse at se.

Nico Hülkenberg

Der er en anden grund til, at de begge skulle på pladsen oven for, og det var for at gøre plads til ham her. I al beskedenhed kørte Hülkenberg sig fra en startplads som nummer 11 op på en pointgivende sjetteplads, hvilket må siges at være ganske godkendt. Muligvis har Renault og Hülken vundet lidt ved hjælp af andres uheld, men ikke desto mindre var det klog og solid kørsel uden, at tyskeren gjorde særlig væsen af sig.

Not

Romain Grosjean

Det er bare brand ærgerligt, at jeg skal placere ham her i stedet for på én af de tre pladser oppe over. Jeg ønsker inderligt, at Grosjean snart får en række stabile weekender, hvor han enten ikke koger over eller får skabt problemer for sig selv. Nøjagtig ligesom at Kevin over en periode kæmpede med, at få det hele til at hænge sammen, så kæmper Grosjean også en stor psykisk kamp med sig selv, hvilket kan ses på hans svingende resultater - han kørte så smukt og sublimt i Østrig, hvor han demonstrerede den kaliber, han har, og det bliver så omsmeltet til to gange hovedløshed, hvor det kostede værdifulde point til ham selv og teamet.

Mercedes

Cheer up boys, your makeup is running.

Uanset hvad, så klæder det ikke et andet hold at komme med den slags beskyldninger, som Mercedes fyrede afsted mod Ferrari efter løbet og som gik på, at Ferrari med vilje skulle have inddraget Raikkonens påkørsel som et taktisk element i deres løb. Av. Bare av. Nu stiger temperaturen for alvor i det tyske maskinrum. Niki Laudas udtalelser er, hvad de er - ingen er helt klar over, hvad der foregår inde under den røde nissehue, men derimod har jeg mistet en stor del respekt for Toto Wolff og James Allison, der begge var ude og udtale sig. Jeg forstår godt frustrationen, men det hører bare ikke hjemme i medierne. Det eneste Mercedes opnår er at udstille, at de er i problemer, og at de føler sig presset på deres 'territorium'.

Post-race interviews

Liberty Media er naturligvis i en opstartsfase, hvor de skal finde ud af hvilke tiltag, der fungerer og hvilke, der ikke gør. Ét af dem, der ikke gør, er de interviews, der foretages på podiet efter løbene. Dem kunne jeg godt være foruden og i stedet nyde at kunne se kørerne fejre deres podieplaceringer. Lad dem nu nyde det, indtil at det er overstået - de skal jo alligevel ind og svare på de samme spørgsmål i presserummet.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Englands GP; løbsresumé: Vettel vinder Englands GP: Weekenden i billeder »