Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 18/6 2018 klokken 21:06
I den kommende weekend kommer Formel 1-feltet tilbage til Europa, hvor der skal køres på banen Paul Ricard i det sydlige Frankrig.
Efter en hård tur på Le Mans, der blev belønnet med den ultimative succes, kommer Alonso til Paul Ricard med trætte arme, men også med selvtilliden i top.
Det betyder dog ikke, at han forventer at det vil hjælpe ham til at vinde løbet, eller blot at komme på podiet. Spanieren er realistisk nok til at regne indse, at det vil kræve noget af et mirakel, men han tror på, at teamet kommer hjem med et godt resultat.
”Ud fra de data vi har om banen, kan vi forvente, at det bliver et hårdt og vanskeligt løb, for både kørere og materiel,” kom det fra den nykårede Le Mans-vinder.
Men Alonso glæder sig trods alt til løbet, især det at han får lov til at blive lidt længere i Frankrig.
”Det er ikke ofte at vi får lov til at køre på en ny bane og slet ikke en med så stor en arv som denne, men det er rart at jeg får lov til at blive i Frankrig,” kom det fra Alonso, der tydeligt er mere glad end han længe har været.
Ømme arme skal ikke være nogen hæmsko for, at han giver den maks gas på Paul Ricard, med håb om at McLaren kan vise sig fra deres bedste side.