Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 24/4 2015 klokken 10:04
Når det nu skulle være, så er 2015 ikke det værste år at sidde over i for Kevin Magnussen.
Samarbejdet mellem McLaren og Honda har vist sig at være noget af en udfordring for begge parter. Samtidig er det tydeligt, at de to faste kørere bliver mere og mere frustrerede.
Men Eric Boullier vil ikke love, at McLaren vil være blandt de bedste igen i år. Faktisk udtaler han, at han forventer at der vil gå mindst ét år, eller nærmere halvandet, inden vi kan forvente at se en McLaren-kører øverst på podiet igen.
”Vi vil blive konkurrencedygtige i år og jeg forventer at vi vil blive endnu mere regelmæssigt fremme til næste år, men det bliver ikke før sidst i 2016 eller fra sæsonstart 2017, vi virkelig vil være med til at sætte dagsordenen," udtalte Boullier under et interview med The New York Times.
Hvis begge de nuværende kørere overholder deres kontrakter, vil netop 2017 være året hvor Kevin Magnussen kommer tilbage i McLaren-raceren, hvis alt går vel.
Magnussen kan dog godt komme tilbage før, idet mere og mere tyder på, at Alonso ikke vil holde tiden ud.
Spanieren er allerede ved at tale om sin pension og virker ikke som den verdensmester, McLaren regnede med at de ansatte.