Mateschitz gentager trussel

Red Bull har truet med at trække sig fra Formel 1-cirkusset, hvis ikke der kommer nogle ændringer, der gør at holdet igen kan blive konkurrencedygtige. Nu gentager Dietrich Mateschitz den udmelding, som Helmut Marko kom med tidligere.

Malaysia GP 2015 . Copyright Red Bull Photofiles

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 11/4 2015 klokken 08:04

Overfor nyhedsbureauet ’APA’ siger den østrigste Red Bull-kæmpe:

”Dybest set var det, Helmut sagde, helt korrekt.”

”Vi vil kun blive i F1, hvis vi har et konkurrencedygtigt team, og det kræver en konkurrencedygtig power unit.”

Renault kan ikke følge med Ferrari, og slet ikke Mercedes.
Copyright Pirelli


”Hvis ikke, kan man have den bedste bil og de bedste kørere, og stadig ikke have en chance for at kæmpe om sejren.”

”Problemet på det område er, at vi ikke har nogen kontrol, da vi ikke kan udvikle vores egen motor, af den simple grund, at vi ikke er en bilfabrikant, der kan retfærdiggøre investeringen.”

“En såkaldt kundemotor er, som alle ved, ikke løsningen. Så vi må arbejde med Renault for at komme tættere på Ferrari og især Mercedes.”

Det er også kun et spørgsmål om tid, hvor længe endnu Renault kan leve med, at de har den dårligste af de tre motorer, og det uden at have de store muligheder for at forbedre den.

Det kan se sort ud for Red Bull, hvis Renault trækker sig ud af Formel 1.
Copyright Red Bull Photofiles


Skulle det ske, at Renault vælger at trække stikket, så ser det sort ud for Formel 1. Det kan tvinge Red Bull (og Toro Rosso) ud af Formel 1, da hverken Mercedes eller Ferrari er videre interesserede i at levere motorer til det østrigske hold.

Så er der kun Honda tilbage, og lige nu er de ikke et reelt alternativ.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Svært at give sin baby væk Lauda: egoistisk, indelukket og muggen »