Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 1/3 2015 klokken 10:03
Det er gået op og ned for McLaren, siden teamet lancerede deres samarbejde med Honda, og deres nye bil fik asfalt under dækkene i Jerez og Barcelona. Den bedste testdag fandt sted fredag, da Jenson Button fik gennemført over 100 omgange i McLaren raceren. Forinden havde bilen været yderst ustabil, om end ikke mere end Red Bull og Renault var det på samme tidspunkt sidste år.
Med optimisme i bagagen drog Kevin Magnussen lørdag afsted i bilen. Han måtte dog stoppe efter 39 omgange pga. olielækage.
Det efterlader McLaren og Honda med et alvorligt hovedbrud forud for sæsonen, for kan bilen overhovedet gennemføre et løb, og vil Jenson Button og Fernando Alonso på noget tidspunkt kunne køre med om de højere placeringer?
"Vi er ikke så klar, som vi ønskede, men vi vil gøre vores bedste," indleder franskmanden til autosport.com.
"Måske er vi først klar, når vi kommer til Europa, men det er noget, som tid og kilometer vil fikse."
"Det er sandt, at vi ikke har kørt så mange omgange, som det var vores intention, og det er selvfølgelig noget, som vil gøre ondt på udviklingen af bilen rent præstationsmæssigt, men vi vil komme tilbage, for det er bare en forsinkelse, og hvis jeg må sige det, så er det ikke så skuffende eller negativt," slutter Eric Boullier.