Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 16/2 2015 klokken 13:02
Det forlyder, at både Sergey Sirotkin og Pascal Wehrlein har været i spil til en tredjekørerrolle, men da russerens sponsorer ikke betalte, er muligheden der nu for at give den tyske kører nogle testkilometer, og måske slippe lidt billigere fra Mercedes’ motorregning.
Det vil passe Mercedes godt at få Pascal til Force India, der sidste år også havde en Mercedes-associeret kører, i skikkelse Daniel Juncadella, som tredjekører. I december måned udtalte Mercedes’ Toto Wolff, at han ledte efter en reserve- eller testkørerrolle hos et mindre hold.
Ralf Batch fra avisen ’Sport Bild’ skriver på sin blog:
”Kun brugen af Wehrlein vil sikre Force India motorer til testen i Barcelona.”
”De normale kørere, Nico Hülkenberg og Sergio Perez, bliver nødt til at vente til den tredje og endelige test lige før starten på sæsonen i Australien.”
Det gør måske ikke det helt store for de to kørere, at de må springe den første Barcelona-test over. En talsmand fra Force India udtaler:
”Planen er at introducere den (VJM08, red.) til den sidste test.”