Formel 1 sæsonen 2015 er ikke begyndt endnu, men der florerer allerede rygter om, hvem der skal køre hvor i 2016.
Det seneste rygte i den kategori er Valtteri Bottas, der efter sigende skulle være ude efter at afløse Kimi Räikkönen, hvis denne ikke får forlænget sin kontrakt med Ferrari efter denne sæson.
Kimi foran Bottas. Copyright Ferrari Media
Ferrari har efter sigende vist interesse for Bottas grundet hans rigtig gode 2014 sæson, og Bottas selv benægter heller ikke, at han kunne være interesseret i Kimi Räikkönens sæde, når der bliver spurgt ind til emnet.
”Alt jeg vil, er at køre i feltets hurtigste bil,” siger Bottas.
Usual suspects i kvalifikationen. Copyright Daimler Benz
Om Ferrari så kan leve op til de forventninger, må tiden vise. En ting er i hvert fald sikkert, der bliver kamp om Bottas. Mercedes er også inde i billedet, og Bottas' manager hedder Toto Wolff, så Mercedes ligger godt i svinget til at snuppe den unge finne, hvis Hamilton eller Rosberg skulle forlade teamet.