RB11, den sidste 100% Newey bil.

Christian Horner afslører, at årets Red Bull racer, RB11, kan være den sidste Red Bull, som er 100% designet af Adrian Newey.

Adrian Newey . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 28/1 2015 klokken 21:01

Red Bull boss Christian Horner fortæller i et interview til tyske 'Auto Motor und Sport', at dette års bil højst sandsynligt bliver den sidste i rækken af Red Bull biler, der er 100% designet af legendariske Adrian Newey.

For eftertiden vil Adrian Newey nemlig kun bruge cirka 50% af sin tid på at designe biler for Red Bull F1. De resterende 50% af hans tid skal bruges på andre projekter, som eksempelvis Americas Cup, udtaler Horner.

Adrian Newey og Christian Horner. Copyright Red Bull Media

Adrian Newey har været en del af Formel 1 feltet siden 1988, hvor han var designer for March teamet, som senere blev til Leyton House. Der var det småt med resultaterne, men Newey fik alligevel chancen hos et af de store teams, nemlig Williams. Her vandt Newey intet mindre end 5 konstruktørmesterskaber, og udover det førte hans biler også Nigel Mansell, Alain Prost, Damon Hill og Jacques Villeneuve til individuelle verdensmesterskaber i 1992, 1993, 1996 og 1997.

Damon Hill, Rothmann Williams-Renault FW18, Argentina 1996

I 1998 skiftede Adrian Newey så til rivalerne fra McLaren. Her var Newey indtil 2005, og i den periode vandt man et konstruktør mesterskab, nemlig det i 1998, og to kørermesterskaber med Mika Häkkinen i 1998 og 1999.

Mika Hakkinen, McLaren MP4-13. Tyskland 1998

Så gik turen til Red Bull, hvor han efterhånden har tilbragt 10 år, og i den periode er Red Bull vokset fra et team, der lå lige under middel til at være et af de største teams i Formel 1. Tiden hos Red Bull har kastet 4 kørermesterskaber af sig til Sebastian Vettel og 4 konstruktør mesterskaber til teamet.

Sebastian Vettel. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Ud over hans merriter i Formel 1 kan det nævnes, at Adrian Newey deltog i Le Mans 2007 i en Ferrari F430.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Force India dropper Jerez Hvem tester på hvilke dage? »