McLaren og CNN i partnerskab

Den amerikanske TV-station CNN og McLaren har slået pjalterne sammen. Der er dog ikke tale om et titelsponsorat, så på dette punkt leder McLaren fortsat efter en partner.

Jenson Button . Copyright McLaren Media

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 20/1 2015 klokken 20:01

Aftalen mellem parterne gælder fra og med den kommende sæson og er ”flerårig”. McLarens administrerende direktør Ron Dennis er begejstret for den nye aftale, som han betegner som ”unik”.

”Der er en dybtliggende symmetri mellem McLaren og CNN, som gør os til oplagte samarbejdspartnere. Præcis som McLaren er også CNN et utrolig stærkt og indflydelsesrigt netværk, som har brugt årtier på pionerarbejde indenfor de seneste teknologiske og tekniske landvindinger i et nådesløst miljø, hvor tempoet altid er meget højt. Jeg tror, vi forstår hinanden på rigtig mange niveauer,” siger Ron Dennis.

Eric Boullier og Ron Dennis. Copright McLaren Media

”Partnerskabet mellem McLaren og CNN er unikt i den forstand, at det opererer indenfor et meget bredt spekter. Vores fælles kærlighed til teknologi har bragt os sammen, og i fællesskab vil vi nu jagte nye muligheder, som ligger langt udenfor det, man finder i et konventionelt Formel 1 partnerskab. Jeg er sikker på, at cheferne hos CNN er lige så begejstrede som os for mulighederne ved vores samarbejde.”

Det pointeres fra McLaren, at der ikke er tale om et titelsponsorat, og CNNs logo skal efter sigende placeres på siden af racerens frontvinge.

Kevin Magnussen. Copyright McLaren Media

McLaren har nu været uden titelsponsor siden Vodafone forlod teamet ved udgangen af 2013 sæsonen.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Dropper Force India Jerez-testen? Toro Rosso præsenterer 31. januar »