Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 16/1 2015 klokken 12:01
Kimi Räikkönen, der efterhånden er blevet 35 år, var den sidste kører til at vinde et verdensmesterskab for det italienske team, da han sikrede sig den samlede sejr tilbage i 2007.
Det så dog noget anderledes ud efter sæsonen 2014. Der var på forhånd store forventninger til den iskolde finne, der dog mødte stor modgang og generelle problemer, hvilket forhindrede ham i at avancere til de højere trin i stillingen. Han endte sæsonen som nummer 12.
Siden sæsonafslutningen har der været store rokeringer hos Ferrari, både i garagen og på direktørgangen. Marco Mattiacci blev udskiftet med Maurizio Arrivabene, mens Fernando Alonso hoppede ud af raceren og stak af til McLaren. Det gav plads til Sebastian Vettel, der efter en langt stint hos Red Bull søgte nye udfordringer. Tyskeren er i øjeblikket på besøg hos Ferrari og igang med de indledende forberedelser.
Räikkönen er overbevist om, at de nye strukturer hos Ferrari og forbedringerne til den nye racer får 2015 til at se lyst ud.
"Jeg er sikker på, at vi kan nyde hinandens selskab på banen. Både som konkurrenter, der kæmper for at være foran hinanden, men også som temakammerater, der arbejder for at bringe teamet tilbage, hvor det hører til," udtaler han således til 'eatsleepsport.com'.
"Jeg er sikker på, at vi med teamets store erfaring og viden er i stand til at bygge en konkurrencedygtig bil. I forhold til, hvor meget fremgang vi sikrer os, er det afhængigt af den tid, vi har til rådighed og de muligheder, som regulativerne skaber, som i øjeblikket skaber begrænsninger for alle, men jeg har fuld tiltro til teamets evner."