Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 3/1 2015 klokken 12:01
Motorudvikling var et varmt emne i 2014, da blandt andre Ferrari skubbede hårdt på for at få løftet den omtalte fastfrysning af motorerne, så der kunne arbejdes på at indhente Mercedes.
Det skyldes angiveligt forkerte formuleringer i regulativerne, som har ført til et smuthul, der nu kan give alle motorleverandører mulighed for at udvikle frit.
En talsmand fra FIA udtaler til autosport:
"Det var altid planlagt, men ikke udtrykkeligt beskrevet i reglerne, at fabrikanterne skulle beskæftige sig med ændringer på motoren inden for de begrænsninger, der beskrives i reglerne og derefter sende deres 2015 motor forud for første løb."
"Det er simpelt, men når man læser det i regelbogen, siger dét desværre ikke det samme."
Der er dog en lille hage ved det hele. McLaren har som bekendt fået Honda til at levere deres motorer i den nye sæson, og man kunne forestille sig, at det ville hjælpe Honda til hurtigere at komme ind i kampen, men sådan bliver det desværre ikke, da Honda kommer som ny leverandør og ikke er eksisterende, ligesom Mercedes og Ferrari.
Da de eksisterende leverandører var forpligtet til at indlevere deres motorer senest den. 28 februar 2014, som var den dato motorerne skulle indgives sidste år, vil det ifølge FIA være retfærdigt at bede Honda om at indlevere deres motor den 28. februar 2015 og altså ikke op til det første løb i år, som gælder for de andre leverandører. Derfor er der ikke nogen udviklingsfrihed for Honda. Overstående er ifølge FIA et passende krav for en nytilkommen leverandør.