Som så ofte før, når der sker en voldsom ulykke, blussede diskussionen om sikkerheden op, da Marussias Jules Bianchi crashede voldsomt på Suzuka. Diskussionen gik først og fremmest på, hvorledes man kunne ”tvinge” bilerne ned i fart i situationer, hvor en traditionel Safety Car ikke er påkrævet, eller hvor man ikke kan nå at indsætte den hurtigt nok. Forskellige løsninger har været drøftet, og FIA kunne i dag meddele, at man fra og med 2015 vil indføre en såkaldt Virtuel Safety Car (VSC).
Systemet går i al sin enkelhed ud på, at de skærme, som står hele banen rundt, og som i dag i vid udstrækning benyttes som erstatning for gule, blå eller røde flag, fremover også kan aktiveres til at vise ”VSC” hele banen rundt. Kørerne skal herefter sætte farten ned til en forudbestemt hastighed og på den måde minimere risikoen for følgeulykker.
Kamikazis bil efter sammenstødet med Felipe Massa. Copyright Caterham F1
FIA overvejede også at indføre hastighedsbegrænsning på blot en del af banen, men det blev droppet igen efter modstand fra kørerne, som ikke mente, at denne foranstaltning ville føre til øget sikkerhed. Blandt kørerne er der bred enighed om, at en generel hastighedsbegrænsning er lettere at overholde og håndhæve.
Systemet med VSC blev første gang afprøvet under træningen til USA's Grand Prix og igen under de nylige Young Drivers Test i Abu Dhabi, og tilbagemeldingerne fra teams og kørere har altså nu betydet, at FIA har besluttet at indføre det fra starten på 2015 sæsonen. Kørerne får angiveligt endnu en mulighed for at vænne sig til dette nye tiltag, når pre-season testene begynder på Jerez til februar.