Formel 1 til Danmark?

Vi har hørt historierne før, men nu er der kommet en ny historie om Formel 1 i Danmark. Den tidligere videnskabsminister Helge Sander vil have Formel 1 til, vent på det, Herning. I morgen skulle Bernie Ecclestone have besøgt den jyske storby.

David Coulthard i en RB6 igennem Nyhavn . Copyright Ewert Foto

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 26/11 2014 klokken 16:11

Mødet med Bernie Ecclestone er dog udskudt til januar næste år, hvilket giver initiativtagerne lidt ekstra tid til at forberede deres forslag til Bernie Ecclestone. Godt gået af Helge Sander, for historien om Formel 1 og Danmark kan nu læses på flere udenlandske medier.

Det skal dog ikke være Danmarks Grand Prix, men et Nordens eller Skandinaviens GP, der skal afholdes. Det er godt at tænke stort, men lad os alligevel være realistiske. BMF1 vil elske at få Formel 1 til Danmark, men det vil kræve en helt ny bane, og de koster sjældent under en milliard kroner at bygge.

Man kan eventuelt få folkene bag Eurovision til at lægge et budget. Så lyder det nok kun på 100 mio. kroner.

Det tætteste vi har været Formel 1 i Danmark. Copyright Red Bull Contentpool

I Århus har der i flere år været kørt historisk F1-opvisning i gaderne til Classic Race Aarhus, men det må man ikke længere, da bilerne larmer for meget. Skulle man så give tilladelse til 24 fuldblodsracere (løbet er sat til 2018, og der er enten flere hold i F1 eller trebilshold), som bakkes op af de i forhold til F1 noget mere larmende GP2 og GP3-racere?

Det er ikke den første april på min kalender (selv om BMF1 godt kunne have fundet på at lave en aprilsnar omkring dette), og vi skriver mere denne artikel, fordi Helge Sander var på TV2 News tirsdag og Ulrik Jönsson sad i studiet og snakkede om dette klokken 16.45.

Jeg tror mere, at forslagsstilleren oprindelig trykkede forkert, så der i stedet for det miljøvenlige Formel E kom til at stå Formel 1.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Silly Season er startet Abu Dhabi test 2 – På ny katastrofal McLarendag »