Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 19/11 2014 klokken 14:11
En uheldig weekend i Brasiliens GP skubbede Kimi Räikkönens landsmand ned på sjettepladsen i den samlede stilling, efter at både Fernando Alonso og Sebastian Vettel overhalede Bottas på pointkontoen.
Med kun tre point mellem de tre kørere, så er sæsonfinalen i Abu Dhabi alt andet end lukket, hvilket også er grunden til, at Bottas bevarer et optimistisk syn på sine chancer for at generobre fjerdepladsen.
"Abu Dhabi bliver rigtig spændende, eftersom det kan gå begge veje. Dobbeltpointene er interessante, og vi vil forsøge at få det til at spille ud til vores fordel," udtaler finnen til planetf1.com.
"Vi har hele tiden prøvet at forbedre vores position i den samlede stilling, og vores fokus vil stadig være derpå, men jeg kan stadig slutte på fjerdepladsen, så det vil jeg naturligvis fokusere på."
BMF1 har ikke mindre end tre personer udstationeret i Abu Dhabi og er klar til at dække hele weekenden direkte fra pitten, mens der som sædvanligt også vil være både live-rapport fra kvalifikation og løb, samt løbsresumé.