Det var en både underholdende, men også lidt kedelig første træning, der blev afviklet i eftermiddags. Kevin Magnussen sad i en periode på hurtigste tid, men kunne ikke overraskende holde den placering. Holdkammeraten Jenson Button gjorde det glimrende i den anden McLaren, og han var foran Kevin i store dele af træningen.
De to McLaren-racere har fået lidt kontrast med noget sort farve til at fremhæve den gule SAP som pryder bilerne denne weekend. Lotus testede en ny forvinge på Romain Grosjeans racer, men den bragte ikke mere fremskridt end, at han sluttede sidst.
Daniil Kvyat imponerede med fjerdebedste tid.
Copyright Getty Images/Toro Rosso
Ferrari havde også gang i testudstyret og testede både nye for- og bagvinger. Alonso og Kimi sluttede på plads seks og 12. Daniel Ricciardo fik motorproblemer og fik kun fem omgange på banen, der blev hurtigere igennem træningen.
Tredjekørerne var også på banen. Felipe Nasr og Max Verstappen gjorde det glimrende og specielt Williams’ brasilianske reservekører var hurtigere end holdets faste brasilianer, Felipe Massa.
Daniil Kvyat var måske træningens største overraskelse, da han på plads fire var bedste Red Bull-kører.