Lotus har haft en miserabel sæson i år, og det har fået mange til at spekulere i, at Romain Grosjean ville søge andre græsgange i 2015. Franskmanden anses af mange som et af de større talenter på gridden, og han har da også selv udtrykt sig kritisk om teamets performance i løbet af indeværende sæson.
Siden offentliggørelsen af Lotus’ aftale om at køre med Mercedes motorer i 2015, har Grosjean dog ytret sig knap så negativt, og Lotus’ teamejer Gerard Lopez er sikker på, at han næste år vil kunne råde over de samme kørere som i år.
Gerard Lopez og Romain Grosjean. Copyright Lotus F1
”Jeg forventer ingen ændringer. Romain har en klausul i sin kontrakt, som giver ham muligheden for at forlade teamet, hvis vi ikke opnår visse resultater. Det er tilfældet i år – vi er ikke indenfor de grænser, som er skitseret i hans kontrakt, og derfor kan han forlade teamet, hvis han vil,” siger Lopez til ’Autosport’.
”Jeg har kendt Romain længe nok til at vide, at såfremt han skulle forlade os, så skulle det være til fordel for et team, hvor han kan kæmpe med om sejrene. På nuværende tidspunkt er han i mine øjne bedst stillet ved at blive her, i betragtning af de ændringer vi foretager til næste år. Vi får se, men jeg tror ikke, at der sker nogen ændringer,” slutter han.