Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 3/10 2014 klokken 09:10
Efter en første træning, hvor der ikke var meget at skrive hjem om, blev den anden træning lidt mere livlig, og uheldene, der ofte kendetegner den krævende japanske bane, kom også.
Kobayashi, som for en gang skyld har fået sædet i Caterham raceren hele weekenden, var den første til at sende en Formel 1 racer i barrieren, hvilket medførte store skader på bilens bagende og front. En situation som Caterham helt sikkert gerne ville være foruden, da de er yderst økonomisk trængte.
Red Bulls førende mand i kampen om mesterskabet, Daniel Ricciardo, var den næste til at sende en racer i barrieren, da han mistede herredømmet over Red Bull raceren på vej ud af den sidste chikane.
Tredje mand til at sætte en Formel 1 racer i barrieren under denne anden træning var Saubers Esteban Gutierrez, som tabte raceren i Spoon svinget, hvorefter han satte den i barrieren.
Toro Rossos problemer fortsatte også. I første træning udgik Max Verstappen med det, der lignede en defekt turbo, men selvom Vergne var med fra start i den uheldsramte racer, så det ikke ud til at Toro Rosso havde fået helt styr på den.
Hos McLaren byttede Button og Magnussen plads, da det lykkedes for Jenson Button at sætte 4. hurtigste tid, mens Kevin Magnussen måtte nøjes med en placering som nummer 8. Dog kun 3 tiendedelesekund langsommere end briten.
For vores naboland Sverige var der lidt opmuntring, da det lykkedes for Ericsson at slippe for sidstepladsen. Han kom faktisk forbi de to Marussia racere også og sluttede som nummer 19.