Tre år mere med Kiesa & Palshøj

Hvis du er træt af Nicolas Kiesa og Peter Palshøj, så stop med at læse nu. Vi andre kan i stedet glæde os til yderligere tre år med veloplagte Peter Palshøj og Nicolas Kiesa i værtsrollerne, og det jyske makkerpar Jens Hansen og John Nielsen i kommentatorstolen.

Viasats McLaren MP 4-Viaplay . Copyright Michael Ewert

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 11/9 2014 klokken 15:09

I dag udsendte Viasat pressemeddelelsen, der forlænger den nuværende F1-kontrakt med yderligere tre år, så vi i Danmark har mulighed for at se samtlige træninger, kvalifikationer og løb frem til udgangen af 2018.

Copyright Michael Ewert

Det er Modern Times Group, der har forlænget med Bernie Ecclestone, der (forhåbentlig) giver os mulighed for at følge Kevin Magnussen og Marco Sørensen i årene frem.

TV3 SPORTs chef Peter Nørrelund:

”Vi er på TV3 Sport fantastisk glade for, at vi nu er i stand til at tilbyde Formel 1 frem til og med 2018 på TV3+, Viasat, Viaplay og TV3 sport mv. Det er en top-rettighed, og med Kevin Magnussens flotte entre er interessen nærmest eksploderet i Danmark.”

”Og ikke kun for grandprixerne, men også for vores studieudsendelser før og efter, som er noget af det bedste sports-tv, der laves herhjemme. Nu kan vi med sindsro udvikle vores Formel 1-dækning endnu mere til glæde for seerne.”

Copyright Michael Ewert

Jørgen Madsen Lindemann, MTG President og adm. direktør, siger:

”Formel 1 er en af verdens mest spændende, fulgte og sete sportsgrene og er enormt populært på vores breddegrader. Vi har nydt godt af et langt og succesfuldt engagement i sporten og partnerskabet med ledelsen, så det er fantastisk, at vi nu kan forlænge i de kommende år.”

”Som med så mange andre af vores sportsrettigheder er vi i stand til at fastholde dem i lang tid, så vi kan investere i disse brands og bidrage til at opbygge et trofast publikum. Med vores udbud af sport er vi en klar markedsleder – både on- og offline – og vi er i den grad opsatte på at levere den allerbedste sportsunderholdning til vores seere.”

Hjertet i Viasats tv-produktion er større end det, der kunne være på billedet. Copyright Michael Ewert

Bernie Ecclestone, CEO of Formula One Group, siger:

“Jeg er glad for, at vi nu har klaret at fortsætte vores succesfulde relationer og håber, vi sammen kan øge interessen og fanbasen for Formel 1–fans endnu mere.”

For os almindelige dødelige, som ikke rejser rundt til alle løbene, så er det gode nyheder, at vi de næste fire år ved, hvilken kanal der skal tunes ind på om søndagen.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Luca di Montezemolo færdig Massa kunne være stoppet flere gange »