Magnussen glæder sig til Ungarn

Når Formel 1 feltet i den kommende weekend indtager Hungaroring i Ungarn, er det med en Kevin Magnussen med store forventninger, da der er meget, der tyder på, at McLaren har en god bil til netop denne type baner.

Kevin Magnussen . Copyright McLaren Media

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 23/7 2014 klokken 15:07

”Hungaroring minder på mange måder om Monaco, hvilket har vist sig at passe vores bil ganske godt,” kom det i en udtalelse til McLarens egen hjemmeside.

Kevin Magnussen viste særdeles gode takter i Tyskland, men nærkontakt med Felipe Massa i første sving gav Kevin et noget anderledes løb end han havde håbet på.

Efter en tur ned bagest i feltet er en 9. plads et godkendt resultat, især set i lyset af, at Jenson Button uden tilnærmelsesvis de samme problemer som Kevin kun sluttede som nummer 8.

Men Kevin var alligevel skuffet over resultatet, hvilket har fået ham til at håbe på bedre tider i Ungarn.

”Jeg holder meget af at køre i Ungarn, hvor banen minder meget om Monaco,” kom det fra Kevin.

”Det er en bane, hvor køreren kan være med til at gøre en stor forskel, og vores racer har vist sig at være ret god på denne type baner,” tilføjede han.

”Efter et par problemfyldte weekender håber jeg virkelig på, at vi får en god og stærk weekend i Ungarn,” sluttede han optimistisk.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Alternativ turbeskrivelse fra Barcelona (klumme) Ungarns GP: Løbet LIVE »